Vores familie har to labradors, en på 15 år og en på 8 år (jeg er ikke helt sikker på deres aldre, men det er deromkring);
Vi er endeligt alle kommet frem til at det eneste rigtige at gøre, er at aflive den gamle, da han har haft et yderst godt og langt liv, men alderdommens skavanker ikke længere bare er en charme.
Problemet opstår i at vi i familien har haft et dødsfald, der gør at det kun er vores kære mor, der kan tage sig af hundene. Hun arbejder og arbejder, og ser ikke længere meget til hundene. Når vi om en uge tager den gamle hund til dyrlægen og afliver ham, frygter jeg for den unge hunds adfærd og velvære. Hun har aldrig været ene-hund. Vi har før haft hundene adskilt i 2 uger, hvor ingen af dem så meget som rørte deres madskåle, og al energien var forsvundet fra deres ellers fantastiske humør.
Jeg står her som den yngste datter i familien, og ved ikke om jeg skal foreslå resten af familien enten at få aflivet begge hunde eller få den "unge" hund bortadopteret, da jeg ikke kan bære tanken om at hun skal være alene hjemme i op til 15 timer om dagen. (Og da jeg bor mere end 60 km væk fra min mor og hundene, kan jeg ikke så let være der for hunden.);
For det første er det ikke et liv for en hund at være indespærret i så mange timer, om der så er flere hunde eller om den er alene. Hun kommer naturligvis ikke nok ud, og får ikke nok opmærksomhed. Tro mig, jeg ved det, og det gør ondt på mig at tænke på.
Hvad skal jeg gøre, og hvordan skal jeg foreslå familien det?
- Nathali
