Rolig nu...
Jeg har selv i mange år hyldet et rigtig godt fuldfoder..
MEN, så skete der det, at vi importerede en Kai tæve, ja i kender nok ikke racen, men det er en primitiv race, af urhundetype, man mener det er den reneste race i verden, som ikke er blandet med alle mulige racer i tidens løb, idet det har levet i flokke, i et afgrænset område i Japan, og først tæmmet, da man indførte skydevåben derovre.
Nå, nok om det, denne lille pusling var 6 mdr. da vi fik hende hjem fra USA, i et kort stykke tid spiste hun fint. Så passede det lige pludselig ikke damen at spise, lige meget hvad jeg serverede. Jeg rendte til dyrlæge flere gange, "bæstet" var sund og rask, men spiste kun ca. 1/10 del af, hvad hun burde, når hun fældede spist hun intet i op til 10 dage. Som min dyrlæge sagde, der er hunde, som kun spiser hvad de behøver for at overleve, og det er svært at lave om på.
Det er ikke særlig fedt, at stå på en udstilling, med en hund, der ligner et skelet med hud på...
Så kom vi til at tænke på dyrlæge Smed, som engang havde kureret en hudkræft hos en af vores hunde, og som egentlig var den der startede med BARF herhjemme.
Det kunne jo ikke skade, at prøve....
I dag får hun BARF, hun er rigtig flot, og hun elsker at få mad, selv når hun fælder. Samtidig må jeg sige, at optagelsen af foderet er super, og det betyder jo også en del, hvor stor en "klat" man skal samle op. Min gamle sankt bernhard tæve, kunne lægge en god "kage" men på barf, kommer der 3 små klatter, som næsten pulveriserer, når man samler dem op.
Hvis jeg i dag (det er prøvet) igen serverer fuldfoder, er hun straks tilbage, det passer ikke damen at spise. Derfor får alle vores hunde BARF.
Hverken hunde eller mennesker er ens, og BARF, det virker for os, samtidig er der ikke alt det usunde skrammel i maden. Da jeg selv er allergiker, ved jeg, hvad det kan betyde for velværet.