Jeg blev også af dyrlægen anbefalet at kastrere en handhund årgang 1981, (vores første Beagle)da den var 5 år gammel. Den gøede agressivt af andre hanhunde den mødte på sin vej, og af gæster når de kom i hjemmet, han ikke på forhånd kendte. Disse for han på for at bide, Så vi måtte holde ham i snor. Dyrlægen mente problemet hormonalt, så det skulle nok hjælpe at han blev kastreret. Så det blev han. Det hjalp overhovedet ikke. Senere blev vi klar over, hans adfærd lå i generne, hos hans mor. Og vores manglende lederskab. Men vi fik nu mulighed for at få hund nr. 2 en brugt Beagletæve på 1.½ år, som blev starten på vores tæve-flok på ialt 6. Hun blev mormor til vores sidste tæve. Og hun fik sat skik på hanhunden, som gjorde alt for "damen". Han blev i familien til han døde syg og 12 år gammel, Men hanhunde og gæster lærte han aldrig at acceptere.
Vi fandt ud af han var angstbider. Han var slet ikke så farlig,som han selv gerne ville være.
Nogle gange synes jeg dyrlæge er lidt for hurtige til at anbefale kastraktion. Bl.a. fornylig da en Beagleejer til en hanhund, på 11 mdr. han ville hjemskifte, fortalte mig at hunden for 14 dage siden var blevet kastreret. Grunden skulle være: At det var bedst at få det gjort i en ung alder, for at forhindre evt. problemer senere. Jeg ved godt man anbefaler at sterillisere en tæve før 2.års alderen, hvis man ikke vil have hvalpe på hende, men aldrig hørt det uden grund skulle være godt for en hanhund, der ovenikøbet stadig var hvalp.