*Folk der siger man ikke kan købe sig til lykke har aldrig købt og ejet en mops!"
Jeg kommer med en lille (men lang) og trist historie om hvor galt det kan gå, når hunde får livmoderbetændelse. Det er enormt hårdt for mig at skrive om det allerede, men jeg vil gerne komme med en lille warning til alle der kommer ud for samme problem, og give lidt info om hvordan vi ville have handlet hvis vi vidste bedre.
Min lille mops tæve på blot 4 år døde for to uger siden af livmoderbetændelse. Det var det værste jeg nogensinde har været ude for, mildest talt.
Vi havde længe set noget udflåd/pus fra skeden efter hun havde været i løbetid, og det var bestemt ikke første gang det skete. Det undrede os først her efter 4. løbetid, hvor det nærmest så ud som om hun kom i løbetid igen, fordi der kom udflåd og lidt plet-blødning fra skeden. En onsdag da jeg kom hjem fra skole sad hun ude i haven og rystede og kastede op. Jeg tænkte at hun rystede fordi hun måske var blevet dehydreret af at kaste op og derfor mangle væske. Jeg fik fat i min mor, og hun kom hjem kort tid efter så vi kunne komme til dyrelæge med hende bare for en god ordens skyld.
Dyrelægen gav hende væske i form af drop, og hun fik noget kvalme-stillende og noget skånekost. (Det skal lige siges, at inden det her skete plejede vi at give hende menneske-mad, men var stoppet med det en uge inden og derfor troede opkast evt kunne skyldes den tørkost hun nu var begyndt at få);
Hun blev som født på ny da vi kom hjem. Det kunne ikke være bedre.
Lørdag morgen lå hun som altid og puttede i sengen, men da hun stod op rystede hun igen. Jeg gik ind og lagde mig ved siden af hende på gulvet, til hun igen begyndte at kaste op. Så kaldte jeg på mine forældre, og vi sad længe og snakkede om hvad vi skulle gøre, for vores egen dyrelæge havde lukket i weekenden, og det ville være meget dyrt at tage til dyrelæge i weekenden. Min mor synes ikke hunden så ud til at have det super dårligt, men da jeg fik hende overbevist om, at hun virkelig havde voldsomme smerter kom vi i kontakt med et dyrehospital ca. en times kørsel fra vores hjem. Dyrelægen sagde til os i telefonen, at ud fra symptomerne; udflåd/pus og plet-blødning ca. en måned til halvanden efter sidste løbetid højest sandsynligt var tegn på livmoderbetændelse. Hvis det var tilfældet ville en operation koste 10.000 kr fordi det var i weekenden.
Nå, men vi kom altså derud, og dyrelægen undersøgte hunden, og sagde hun var 90% sikker på det var livmoderbetændelse. Vi håbede selvfølgelig det ville være noget andet, så vi kunne undgå en operation på vores lille mops, så vi tænkte og tænkte, at det måske kunne være tørkosten, eller at hun havde et fremmedlegme i maven, så hun blev røngentfotograferet og scannet. På billederne sagde dyrelægen, at hun kunne se en meget lille livmoder, hvilket betød der ikke kunne være så meget betændelse derinde.
- Vores to valg af helbredelse. -
Enten kunne vi vælge den medisinske løsning, som var en "abort-sprøjte" som fik livmoderen til at lukke sig sammen og derved tømmes for betændelse,
eller vi kunne vælge operationen. Vi har altid gerne ville have hvalpe på hunden, så vi sagde til dyrelægen; Hvis det kan klares med den medisinske vælger vi den, men det skal ikke være på hundens bekostning, det skal være hvad der er bedst for hunden, så hellere undvære hvalpe, end at hunden dør. Dyrelægen sagde det sagtens kunne klares med sprøjten, dog var der stor chance for betændelsen ville komme igen, hvis hun ikke blev parret næste gang hun kom i løbetid. Så hun fik sprøjten, og som om onsdagen fik hun igen noget væske. Hun havde ingen feber. Vi fik af vide vi skulle ud til en anden dyrelæge dagen efter og have endnu en sprøjte til hende, og så ville det være fint. Så vi kørte hjem igen med hunden med forventninger om den ville være frisk igen snarest muligt. Lørdag; 4.000 kr.
Hele lørdag nat blev jeg oppe sammen med hunden. Jeg kunne se hun havde mange smerter, og hun kunne ikke sove. Jeg blev oppe med hende hele natten. pakkede hende ind i håndklæder, fjernede håndklæderne fra hende igen, forsøgte at holde håbet oppe på hun ville blive god igen imorgen, til trods for de mange opkast der var hele natten. Det blev endelig morgen, og min mor stod på så vi kunne komme til den anden dyrelæge og få ordnet hvad der skulle ordnes. Hele vejen derud havde hunden siddet og været helt udtørret, øjnene var skubbet tilbage i hovedet, hendes hud blev stående i folder når man trak ud i det, hun var virkelig dehydreret. Hun var faktisk næsten bevidstløs. Overhovedet ikke ved sit fulde fem.
Da vi kom derud blev hun igen undersøgt, hun kunne knap nok stå på sine ben. Dyrelægen gav hende væske og "abort-sprøjten", og lagde hende ind i et bur. Hun fik taget blodprøve så hun kunne se om organerne skulle have taget skade. Dyrelægen sagde vi bare skulle køre hjem, for det ville nok tage hele dagen, men eftersom min mor og jeg tydeligt kunne se hvor dårligt vores lille skat havde det valgte vi at blive stående og ae hendes pote som vi lige netop kunne nå gennem stængerne for buret. Da vi efter mange timers venten fik svar fra blodprøven viste hendes lever-tal langt over 600, hvor der stod det normale var et sted mellem 23 og 230. Der sagde dyrelægen det kunne være sprøjten der havde forhøjet levertallet. Klokken blev aften, og hun var klar til at komme med hjem, frisk nok til at gå lidt rundt selv.
Jeg kunne ikke vente til hun kom hjem og blev rask. 3.500 kr
Da vi kom hjem lå hun bare i sin sækkestol hele dagen, indtil hun om aftenen kom op i sofaen og lå på mig.
Min mor tog "nattevagten" den nat.
Tidligt mandag morgen kom min mor ind på værelset og sagde; "Jeg har valgt hun skal opereres. Hun har fået det værre og har lige forsøgt at grave sig selv ned ude i haven. (_Som de gjorde da de var vilde hunde i naturen, gravede sin egen grav når de vidste det var ved at være sidste udkald_) Hun ligger inde på værelset nu med hovedet begravet under nogen puder og vil slet ikke i kontakt med os, så vi skal komme ned til (vores rigtige) dyrelæge hurtigst muligt. Jeg skyndte mig op og få tøj på og ind og se til hende. Da jeg kom ind fik hun lige så knaap foldet halen op i sin fine lille krølle og vrikket lidt med den. Vi skyndte os ned til dyrelægen, hvor vi efterlod hende i hendes eget lille bur. Dyrelægen sagde han ville operere hende til aften. Han ringede omkring kl. 19 og sagde han havde opereret hende allerede til middag, fordi han vurderede hun havde det værre end de andre hunde der var kommet ind med brækkede ben o.lig. Han sluttede af med at sige vi kunne komme og hente hende kl. 12 dagen efter hvis vi ikke hørte andet, og tirsdag ville hun være som født på ny.
Vi åndede lettede op, og hyggede os resten af aftenen og gik og gjorde klar til at hun skulle komme hjem dagen efter. Vi stod tidligt op tirsdag, og gik hele formiddagen og ventede på klokken skulle blive 12. Da klokken blev 11.35 gik jeg ind efter min jakke og stillede mig klar i gangen til at køre ned og hente hende, jeg kunne ikke vente med at røre hende og holde om hende igen. Lige da min mor tog sin jakke på ringede telefonen. "EJ det er løgn!" hørte jeg hende sige, og så begyndte hun at græde. Der vidste jeg godt hvad klokken havde slået. Jeg siger jer, min verden brød sammen. Jeg kunne ikke stå på mine ben, det var uvirkeligt. Bedst som vi havde fået af vide hun ville være som født på ny og var klar til at hente hende og have mindst 8 lange lykkelige og glade år med hende endnu, får man den værste besked i hele verden med sit aller kæreste eje. Man kan sige dyrelægen i en hvis grad fik ret, hvis man tror på genfødsel, at hun tirsdag ville være som født på ny.
Tirsdag: 5.000 kr.
Alt i alt blev det en omgang på 12.500 kr. Og nej, hunden var ikke sygeforsikret. Men hvis det dog bare kunne gøres op i penge, det vi har mistet..
Hvis vi bare dengang havde vidst hvor farligt det var, havde vi ikke tøvet ét sekund før vi valgte operationen. Dyrelægen sagde hun døde pga. forgiftning af betændelsen, fordi hendes lever havde taget for meget skade. Han sagde også at mængden af betændelse i livmoderen var voldsom, og kunne ikke forstå den anden dyrelæge havde sagt det var begrænset hvor meget der var.
Nu står vi tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål som; Hvorfor fik hun ikke noget medicin søndag som kunne hjælpe med at rense leveren når de allerede der kunne se lever-tallet var 400 over det normale? Hvorfor fortalte ingen os om hvor farligt det var?
Vores egen dyrelæge sagde også, at hun bestemt ikke havde været færdig med de sprøjter hun skulle have, men at hun faktisk manglede 2 endnu, en på 5.dagen og en på 9.dagen.. Det havde vi ikke fået noget af vide om. Men ja.. Puha det var hårdt. Det er to uger siden det skete, jeg kan stadig ikke skrive det her uden at græde. Man synes altid ens hund er den mest specielle i verden, men det var hende her altså også *:')*
Onsdag aften kørte vi op og købte en ny mops, og selvom det aldrig bliver det samme, og selvom det er super super hårdt endnu at vi købte en hvalp så hurtigt, så ved vi da hunden gør sit bedste for at være en god hund, og det er godt med lidt liv i huset igen, det tager selvfølgelig bare tid før man lærer hinanden at kende og alt det er ellers hører til, nu gælder det bare om ikke at sammenligne dem for meget. Årh.
De bliver sgu en del af familien, de dyr, det gør de!! Man kan ikke undvære dem <3
Hvil i fred, *Mis* <3
(Ja, vores hund hed Mis) (:
