Når du vil cykle med hunden

Drømmer du om at kunne cykle med din hund? Så læs med her. Der er flere ting at tage hensyn til, hvis du vil i gang med at cykle med din hund.


Af: Merethe Børgart Olesen, Adfærdsrådgiver for hund og menneske

I første omgang er der de helt basale ting, som er hunden gammel nok, og udvokset – så der ikke sker en overbelastning af hundens led og knogler, når den pludselig skal løbe noget mere end hvad en almindelig luftetur byder på.

Dernæst skal du tage hensyn til hvor langt hunden kan løbe ad gangen, så det heller ikke bliver en overbelastning. Og sidst men ikke mindst, hvilket underlag du vil gøre det på, så der er taget hensyn til hundens trædepuder også.

Vi kommer heller ikke udenom at vejret har indflydelse. Vores hunde kan jo ikke svede som os, men kommer af med varmen gennem trædepuderne og munden. Så selvom vi måske synes det lufter fint på en cykeltur en sommerdag, kan det godt være at det er for varmt for hunden. Specielt hvis solen står ned fra en skyfri himmel...

Og rent adfærdsmæssigt, må jeg også lige kommentere at hunden altså ikke bliver så træt at problematisk adfærd undgås, ved at man cykler med den. Den bliver blot i bedre og bedre form, og kræver mere og mere for at blive fysisk træt.

Hvis den skal køres træt for at undgå uønsket adfærd, så er det hjernegymnastik der skal til, og altså opgaver hvor hunden skal bruge sin næse og sit hoved for at løse opgaver – og ikke den fysiske...

h2. Hvordan starter du

En rigtig god måde at starte på, er ved at lære hunden den også kan/skal gå på højre side af dig. De fleste indlærer en plads, hvor hunden går på venstre side, og det kan være rigtig svært at få den til at gå på højre side, hvis det sidder godt fast.

Men når hunden skal løbe ved siden af cyklen, skal det være på højre side, så den ikke er ud mod trafikken – hvis der er en sådan.

Så en simpel indlæring i at gå på højre side, få belønning for at gå der, og i starten gøre det i små intervaller ad gangen, så hunden stille og roligt vænner sig til det, og bliver tryg ved det, og får ros for successen.

I denne træning kan du også allerede begynde at indlære et signal for stop. Om det er ordet stop, eller vente eller andet, er fuldstændig underordnet, bare hunden forstår signalet som at nu skal den stoppe. Det kan med fordel kombineres med et lille ryk i snoren, så hunden også kan mærke at nu skal der stoppes. Man kan også indlære et signal, så hunden sagtner farten, men tit og ofte giver det sig selv når først man kommer op på cyklen.

Når det så er på plads, så er det tid at præsentere hunden for cyklen. Alt efter hvordan din hund har det med nye ting, så kan det være en start at hunden blot snuser til cyklen, og vænner sig til den er en del af hverdagen. Dernæst er det ud at gå tur, hvor cyklen er med. I starten er det nødvendigt at trække cyklen, gerne så den er mellem dig og hunden. Hvis det ikke lader sig gøre, må du være mellem hund og cykel indtil hunden har vænnet sig til der er et sæt hjul med på turen.

God fornøjelse. :-)

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

avatar

Helle skrev d. 28-juli-2015

Vi har en Trixie afstands stang. Derudover har jeg også en snor i min højre hånd til hunden. (Sikkerhed) vi trænede ca 100 - 200 m hvor vi gik m cyklen mellem os og godbidder

avatar

Linda Klarskov Pedersen skrev d. 02-juni-2015

Hej ! Er den heldige ejer af Silas, et mix af Cocker og Golden Retriever, på nu 6 år. Jeg startede med at cykle med Silas, da han var godt ét år. Jeg har lært Silas visse faste "stop punkter" på vores cykeltur og derudover kender han signalet "vente", som betyder nedsat hastighed / stop. Desuden har han lært at stoppe inden vi krydser en vej. Disse læringspunkter har gjort det til en fornøjelse at cykle sammen med Silas og han er faktisk så god, at han oftest ikke har snor på. Selvfølgelig vælger vi jo heller ikke de mest trafikerede veje, hvilket også giver den fordel at underlaget tit skifter mellem asfalt / grus og græs. Min oplevelse er at Silas nyder cykleturene, hvor han rigtig får løbet igennem - for en hund må det da også være godt og dejligt at være fysisk aktiv.

Log ind for at kommentere og give stjerner