Aristokratiets hunde i vikingetiden

Når vi danskere i dag tænker på den periode, vi kalder vikingetiden, ser vi oftest et billede af store beskidte, langhårede og storskæggede krigere, som røver og hærger de engelske og franske kyster. Men billedet vi ser, er dannet i 1800-tallet og har nærmest intet hold i virkeligheden.

Skandinaverne var faktisk et dannet folk, som forstod at blande sig i international storpolitik, danne komplekse handelsnetværk som strakte sig fra sortehavsregionen i øst til de britiske øer i vest, fra Grønland i nord til nordafrikanske kyster mod syd. Men vikingerne var også store poeter, og de var særdeles dygtige kunstnere.


Men hvad har alt dette med vikingetidens hunde at gøre? Jo, hunden var nemlig indtil for nylig relativt ukendt arkæologisk og historisk i vikingetidens Skandinavien. Der findes enkelte tegninger af jagtscener, hvor hunde deltager og vi kender skeletterne fra både store og små hunde, der er udgravet arkæologisk. Overordnet set har hundes tilstedeværelse i perioden har aldrig været særligt godt belyst.


Dette har imidlertid ændret sig en smule, og nyere forskning i vikingetidens kunst har vist, at vikingetidens høvdingestand kunne være kendetegnet ved at eje hele hundekobler, måske jagthunde. Man er blevet opmærksomme på dette igennem en række meget flotte, kunstnerisk udførte seletøjsbeslag, som er begyndt at dukke op på Museernes magasiner og ved nyere undersøgelser. Der er tale om remdelere, hvori der har siddet flere remme, eller hundesnore om man vil, som hver har holdt én hund i ave. Også fra mindst én svensk arkæologisk udgravning , kender vi et genstandsfund, nemlig et pighalsbånd, som indirekte fortæller om vikingetidens hund.


Det nyest offentliggjorte eksemplar af remdelerne, er fundet nær Jelling, og der er egentligt tale om et fund, der er gjort uden for sammenhæng. Men den måde hvorpå remdeleren er lavet, og den stil den er lavet i viser, at den tydeligvis har tilhørt en meget rig person. Vi ved at Kong Harald havde en kongsgård ved Jelling kirke, og det er fristende at tro, han var ejeren. Men vi finder desværre aldrig ud af det. Til gengæld er det fundet en meget lignende remdeler i en meget rigt udstyret grav, som blev udgravet ved Ladby på Fyn (fig.1 ). Den gravlagte i denne grav, var blevet placeret på et skibsdæk med alle sine smukkeste genstande, sine heste og fire hunde. Hundene var af forskellige størrelser og racer, men det spændende er, at der mellem dem blev fundet en forgyldt remdeler som den fra Jelling.

`img:437394:300`
Figur 1. her ses en rekonstruktion af remdeleren fra Ladbygraven. Bemærk de to hundedyr, der hver griber om en rem. Der er tale om kunst af meget fin karakter. Efter www.erantis.dk

Det svenske fund er visuelt en anelse mere dramatisk. Der er tale om en slags halsbånd med pigge, hvor piggene formentligt har fæstnet på en læderrem, og arrangementet må have set voldsomt ud på en meget stor hund (fig. 2). Halsbåndet blev fundet i en fornem krigergrav, måske endda en høvdingegrav, så igen kan tilstedeværelsen af hunde betragtes i en elitær sammenhæng. Muligvis har der været tale om en stor krigskøter, som kom med sin ejer i graven, så de sammen kunne strides på de faldnes kampplads, Idasletten, uden for Valhals porte.

`img:437395:300`
Figur 2. pighalsbåndet, som blev fundet i en svensk stormandsgrav dateret til 900-tallet.
Foto. Johan Käll

Arkæologerne kan endnu kun sjældent sige hvilken hunderace, der er tale om. Men det er interessant, at hundens tilstedeværelse i vikingetiden nu er ved ar være et forskningsemne, som flere arkæologer og historikere tildeler megen tid. Forhåbentlig kan studiet i fremtiden fortælle os præcis hvilke hunde, man holdt i vikingetiden og dertil, hvad de blev brugt til. For var der tale om et rent praktisk tilhørsforhold, eller holdt man hundene som kæledyr, som vi jo primært gør i nutidens Skandinavien?

Cand.mag. Lars Grundvad, arkæolog ved Museet på Sønderskov.