Når hunden trækker...

Er du ved at få armen revet af når du er ude med hunden?


Er du ved at få armen revet af, eller er konditallet efterhånden for højt fordi du forsøger at følge med - mere vandret end lodret...

Det er det problem jeg oftest stifter bekendtskab med - lige fra små til store hunde, fra hvalpe til voksne - og i de fleste tilfælde til stor irritation, og i nogle tilfælde betyder det desværre at hunden ikke får de samme gåture, fordi det simpelthen er for anstrengende.
Jeg vil sige med det samme... Det kræver tålmodighed og konsekvens at ændre på det - men det kan lade sig gøre.

*Hvorfor trækker hunden*
Der kan være flere grunde til at hunden trækker - men dybest set er det fordi de gerne vil hen til noget... noget kan så være andre hunde, mennesker, dufte eller andre spændende ting. Og hvis indlæringen hos hunden er, at den kommer derhen uanset hvad, så kan det kun gå for langsomt.
Så engang imellem må man også kigge på, om man kan bruge det hunden gerne vil hen til som en form for belønning, når den går pænt.

*Eksempel fra et kursus*
Jeg var på kursus hvor Katie Sdao lavede forskellige oplæg - og et af dem var netop om hunde der trækker. Den hun fortalte om var en hund der elskede at jage egern (det var i USA) - så han trak i snoren for at komme hen til egernene... hendes fremgangsmåde med denne hund var, at i starten skulle han gå 1 meter uden at trække - så fik han lov at springe frem, dernæst to meter (og med stop som beskrevet længere nede hvis han bare sprang frem). Stille og roligt blev det længere og længere han skulle gå, før han fik sin "belønning", og på den måde endte han med at gå pænt.
Jeg vil lige understrege at der på ingen måde var egern der led overlast, som hun fortalte historien.
Men det siger noget om det er værd at kigge på hvad hunden ser som belønning - både når den trækker, men i den grad også hvad vi kan bruge når vi vil have den til at gå pænt - uden at trække

*Brug sele*
Plejer du at have hunden i halsbånd, skal det skiftes til en sele
Bruger du allerede sele på din hund, skal du finde en anden sele, som sidder anderledes end den du har.
Der findes mange forskellige varianter af seler - jeg anbefaler dem der kaldes Y eller H seler - de sidder godt på hunden, og der sker ingen skader, hvis hunden skulle trække.

*Træning i at gå pænt*
Først vil jeg sige det handler ikke om at gå i plads, det handler helt simpelt om snoren skal være slap, og hunden ikke trækker.
Du må starte hvor hunden ikke er fuld af energi, og du selv har overskud, tid og tålmodighed
Du må også gøre det et sted der ligger nederst i sværhedsgrad, så der er chance for at opnå succes.
Du kan komme til stedet i den sele eller halsbånd du allerede bruger nu, hvor hunden alligevel har uvanen med at trække.
Har du mulighed for virkelig at brænde noget krudt af hos hunden, vil det være ekstra godt:o);
Så starter træningen... Du skifter til det nye udstyr... tænk på at dette skal indikere nye vaner, så den kærlige konsekvens er vigtig helt fra starten, hvis du vil i mål med træningen.
Brug en snor på 3-5 meter, ikke flexline, men almindelig snor.
Konceptet er at så snart hunden trækker står du stille, og jeg mener I SEKUNDET den trækker. Du siger ikke noget, gør ikke noget andet end at stoppe!
Så snart snoren slækkes går du igen. Det kan være når hunden går tilbage, til siden eller andet - men altså slap snor.
Nogen gange må du gå en anden vej, hvis hunden bliver ved at trække, så du ikke bare tager et skridt ad gangen.
Dette gør du så lang tid tålmodigheden rækker - hos både dig og hunden.
Du er nød til at kigge på hvordan det skrider fremad. Hvis ikke du spotter blot en lille fremgang - altså færre træk, eller stram snor i kortere tid - så må du udtænke andre træningssteder, tidspunkter eller andet, som kan give noget succes.
Når træningen er færdig i første omgang, så kan du tage det gamle udstyr på igen (hvor uvanen med at trække er der), og så komme hjemad. Men hvem ved, måske er du så heldig at det faktisk går så godt, at I kommer helt hjem, eller hen til bilen, eller hvad det nu måtte være.

*Det er simpelt*
Egentlig er træningsmetoden såre simpel - både for hvalpe og voksne - det der gør det svært, er at du som menneske skal have tålmodighed, være konsekvent med at stoppe, og IKKE kan quickfikse det i løbet af nogle dage.
Investeringen er god, for når først hunden har forstået konceptet - kommer kun frem med slap snor - så går de næste mange år langt bedre, til gavn og glæde for din hund og ikke mindst dig.
Så tag et par dybe vejrtrækninger, find al den tålmodighed og kærlighed til din hund du kan, og lav så en ændring i Jeres liv - til gavn og glæde...


Af adfærdsrådgiver Merethe Børgart Olesen www.hundepoten.dk December 2014

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner