LEONBERGER – TERAPI FOR SJÆLEN

Kender du fornemmelsen af velvære, når du kører fingrene igennem en varm og dejlig hundepels? Det er den dér følelse tryghed, varme … følelsen af, at der er en der virkelig godt kan lide dig, der bare er så skøn, ikke?




Der findes rigtig mange mennesker, som på en eller anden måde har brug for en daglig støtte. Det kan være, at de mangler en bedste ven. Eller at de har en diagnose, som gør at det er svært for dem at håndtere hverdagen. Det kan være, at de bor på et plejehjem, er ensomme – og har brug for at blive rørt ved, kærtegnet og elsket. Det kan være et handikappet barn eller en voksen, som trænger til en hverdag fuld af glæde, eller måske ligefrem trænger til at fokusere på noget andet end deres sygdom eller problemer. Uanset hvad, kan samværet – det nære samvær – med en rolig og mild hund være netop dét, der gør hele forskellen på en god og en dårlig dag for disse mennesker. Men hvad nu hvis de ikke må have hund, der hvor de bor? Eller hvad nu hvis de ikke KAN have en hund, fordi hundens pasning er for uoverskuelig?


Særligt i lande uden den sociale velfærd som vi har her i landet, har der igennem mange år været kræfter som ønskede at tilbyde mennesker med særlige behov en støtte og hjælp til at få et bedre liv og til at udvikle sine evner bedst muligt. Rigtig mange steder er der hele korps af hunde, der besøger plejehjem, måske ligefrem opholder sig på plejehjemmene hele dagen. Der er hunde, der er uddannede til at arbejde i klasser med børn der har diagnoser som f.eks. autisme, ADHD mv. Børn med svære handikaps får igennem en terapihund en særlig ven, som de kan snakke med, kærtegne, grine med.


I USA findes et særligt program, som er meget anerkendt. Når hunden certificeres og kvalificeres efter dette program, er der en garanti for, at hunden har de basisegenskaber som kræves i en given terapi situation, og certificeringen giver adgang for hunden til at arbejde på såvel private som offentlige institutioner i det meste af USA og Canada.


*Hvad er så en terapihund – og hvordan bliver den det?*


Terapien i sig selv består af samværet med hunden:
Berøring – dét man kalder den taktile stimulering – er utrolig vigtig i terapi sammenhæng. En hund kan være en autistisk persons eneste forbindelse til verden udenom. Det kan være redningen for den demente ældre, depressive dame på plejehjemmet.


Der stilles forskellige krav til hunden, afhængig af, hvor den skal arbejde som terapihund. Derfor er terapihunde uddannelsen meget alsidig. Her skal hunden bl.a. socialiseres på alle mulige, forskellige måder, tilvænnes til pludselige bevægelser og meget kraftige udfald fra mennesker, acceptere unormal berøring, pludselig krammen, fastholdelse, råb og skrig, vredesudbrud, sygdom. Den skal lære at være tilpasningsvenlig, rolig og opmærksom. Den skal udvikle sin empatiske evne, dvs. evnen til at kunne fornemme hvor og hvordan der er brug for den. Den skal være lydig og opmærksom på sin ejer, og samspillet imellem de to skal være meget tæt.


Hundeføreren skal lære at pleje og passe sin hund efter alle kunstens regler. Den skal være ren og velplejet når den er på arbejde. Og dens ernæringstilstand skal være helt i top. Uden den rette ernæring kan der være ubalancer i hunden, der kan give uforudsigelige udsving, som ikke er ønskelige i en terapi sammenhæng. Det er meget vigtigt, at hunden lever under de bedst tænkelige vilkår. En hård opdragelse, med mange alene timer, ingen opmærksomhed, masser af forbud og i øvrigt negligering, er – udover at være uacceptable for alle hunde – decideret ødelæggende for en hunds evne som terapihund. Når en hund ikke er på arbejde som terapihund, er den en familiehund som skal elskes og behandles som et værdigt medlem af familien.


Målet med terapien er hele tiden, at hunden skal indgå i et unikt samarbejde omkring kontakten og omgangen med mennesker med særlige behov. Det kan den kun, hvis den bliver respekteret og behandlet ordentligt.


En hund som er fast besøgende/arbejdende på et plejehjem besøger typisk hjemmet en til to gange om ugen. Her kommer den med overalt, hvor den er velkommen hos beboerne. Den besøger den enkelte, lader sig kæle med, klappe, tage imod en godbid. Den sidder hos de triste, slikker dem på hånden, forsøger med sine særlige empatiske evner at støtte og opmuntre personen. Er den ordentlig uddannet, kan den selv finde dem der har størst behov for støtte netop den dag.


Alt dette kræver sin hund. Det er langt fra alle hunde, der kan bruges til dette arbejde. Racen skal have naturlige evner til at indgå i terapiarbejde. Det kan ikke tillæres – kun fremmes.


*LEONBERGEREN – terapi for sjælen*


Racen Leonberger hører til blandt verdens største hunde. Den er smuk, med en gylden til rødgylden lang pels og et mørkt hoved, med venlige øjne og et næsten majestætisk udtryk.


Leonbergerens stærkeste og mest iøjnefaldende træk – altså foruden størrelsen – er dens helt utrolige karakter. Den naturligt velfungerende Leonberger udstråler en stoisk ro, en indre harmoni og balance. Og den er både mild og glad, uden at være hverken dominerende eller hyperaktiv. Med den rette, positive og konsekvente og kærlige opdragelse, kan den komme med alle steder.


Hos os på kennel Leodania, er der stor fokus på terapihunden. Leonbergeren er den bedst egnede til terapi fra naturens hånd.


Vi mener, at vi i vores arbejde med at kunne levere super gode terapihunde, skal fokusere på temperament, sundhed, livslængde. Den skal se godt ud, være lækker og dejlig. Den skal selvfølgelig følge standarden og leve op til kravene som sunde avlsdyr, og må da rigtig gerne være blandt de smukkeste dyr. Og det er der også en del af dem der er.
_Men det er og bliver karakter, temperament og personlighed der er vigtigst, når man skal vælge avlspartnere._


*Vores arbejde*


Hvis en hvalpekøber bestiller en hvalp, der skal indgå i et terapeutisk arbejde, skal vi først afdække hvilken form for arbejde der er tale om, lære hvalpekøberen at kende, så hans eller hendes personlighed kan matches bedst muligt med hvalpens, samt sikre os, at træningen og prægningen gøres rigtigt. Når kuldet fødes, begynder vi at observere hvalpene. Vi kigger på hvem der er mest fremadgående, hvem der er mere tilbage i flokken, hvem der bliver mest trynet. Vi ser på hvem der er mest kælen, søger menneskelig kontakt mest naturligt, uden at vi skal påvirke den til at gøre det. Vi ser hvilken af hvalpene der er mest opmærksomme på os som mennesker. Og vi ser, hvordan hvalpekøberen fungerer sammen med hvalpene – og vores voksne hunde. Efterhånden danner vi os et indtryk af, hvordan vi skal matche hvalp og menneske. Imens hvalpene bor hos os, skal de præges så godt som muligt. Det betyder ikke så meget som muligt. Det er meget vigtigt, at hvalpene f.eks. ikke kommer for tidligt ud i fremmede omgivelser. Hvalpen har forskellige udviklings- og modningsstadier, og dem skal man hele tiden respektere. En over-socialiseret hvalp kan udvikler sære og svære traumer.
Vi sørger for at hvalpene får masser af besøg, kommer ud at køre, oplever store vidder. Vi sikrer at de udvikler alle deres sanser og instinkter, dvs. at grave, snuse efter bytte etc. Vi har dem oppe hos so, sidder hos dem, og de bor i store dele af deres tid hos os i køkkenet, hvor der er heftig aktivitet omkring spisetider, med låg der rasler og stærke pludselige lyde, gode dufte og så videre. Hvalpene skal være fulde af selvtillid og livsglæde, når de rejser fra os. Så vil de kunne klare næsten enhver ny udfordring.


*Terapihunde:*


Vi har haft den store glæde at sende rigtig mange terapihunde afsted fra vores kennel. De fleste bor i USA eller Canada. Der er hunde, som har været fast ansat f.eks. i en skoleklasse kun med autistiske børn. Der er flere hunde, som besøger plejehjem. Et par stykker er både terapi- og service hunde. Det vil sige, at de også har lært at hjælpe med fysiske ting, f.eks. at hente mælken i køleskabet, støtte personen, når han eller hun skal fra kørestol til seng osv.


*Læse-for hunden, Bumper*


Hos én familie bor Bumper, som blev uddannet Læse-for hund. De to børn i familien var svært ordblinde. Den ældste havde af den grund nogle sociale problemer. Men da de begyndte deres læsetræning med Bumper, blev deres læsning forbedret så meget, at begge klarede at gå videre på College. Den ældste fik nye venner på grund af Bumper.


*Terapi- og familiehunden, Diva*


Der er også en del af vores hunde, der fungere i deres daglige liv som terapihunde. F.eks. var Diva den bedste ven og terapihund for sin ven, Julius. Julius var hårdt ramt af livet. Han blev født som multihandikappet og fik omkring sit 7. leveår konstateret Leukæmi. På trods af en transplantation, var hans odds meget dårlige. Han fik Diva, og glæden der hver dag sprudlede i Julius fordi han var sammen med Diva fra morgen til aften, var ikke til at tage fejl af: Julius var meget lykkelig. Diva var den der gjorde hans liv til at bære. Han var glad selvom han var syg. Diva havde lært at finde sig i voldsomme kærtegn, vredesudbrud, og hvad livet ellers bød hende. Og først og fremmest, så gav hun Julius næsten 2½ år længere at leve i, selvom eksperterne havde givet ham 2 måneder! Hun er den dag i dag – efter Julius’ død – familiens ét og alt. Hun har også været en kæmpestøtte for familien i deres store sorg over at miste deres yngste barn.


*Skolehunden, Bella*


Bella bor på en skole. Skolen er en friskole, med det særlige, at den har fokus på integrationen mellem børn uden diagnoser og børn med diagnoser. Derfor har halvdelen af de børn, der går på den skole en diagnose, og halvdelen har ikke. Bella bor her sammen med forstanderen og hans familie. Hun er med hver dag på ture, eller i leg. Hun er alle ungernes kæledægge, og når et af børnene har det svært og f.eks. trænger til en ”time-out”, sker det på kontoret, hvor Bella bliver samlingspunktet og trøsteren for barnet. Og det gør ofte underværker!


*Deres glæde er vores glæde*


Jeg må sige, at én ting er at det er utroligt spændende at arbejde med genetik og avl. Det er en kæmpeudfordring at sikre avl af sunde og langt levende hunde. Det er svært – men sjovt – at finde de helt rigtige avlspartnere og matche dem med den helt rigtige tæve. Men det absolut bedste er, når en familie fra enten Danmark eller udlandet ringer til os, og fortæller om glæden ved deres nye hund. Og ikke mindst, når vi modtager historier fra det virkelige liv, om terapihunde, der udrettede mirakler – små som store.


*Det ultimative naturtalent, Buddy*


Derfor vil jeg slutte med en historie om Buddy, der bor i USA. Her har han arbejdet som terapihund på et demensplejehjem. Han kom på besøg et par gange om ugen, og besøgte alle der ønskede at være sammen med ham. Den her historie er fra tiden, hvor han stadigvæk var under uddannelse. Han var 17 måneder gammel.
_Brev fra ejeren:_


”Randi, I am crying while writing you this email!” – Randi, jeg græder mens jeg skriver til dig!:
I dag var Buddy og jeg på besøg på plejehjemmet. Buddy er jo i gang med sin træning, og skal socialiseres og præges på plejehjemmets beboere. I dag kom en af personalet hen til mig, og sagde, at der var en dame, der i særlig grad måske kunne tænkes at have brug for et besøg. Hun havde været i en dyb depression igennem nogle dage, og man havde nu givet hende sonde, så hun kunne få noget næring. Demens og depression er en alvorlig cocktail.
Vi gik derfor ind til damen, der bare lå og kiggede ud i luften. Man kunne ikke få kontakt til hende. Hun lå bare og kiggede. Buddy reagerede med det samme. Han gik hen til damen, satte sig ved siden af hendes seng, og begyndte at puffe lidt til hende, slikke hendes hænder og hendes kind. Da vi havde været der lidt, måtte vi videre, syntes JEG. Men Buddy ville ikke med. Han gik hen til damen igen. Så vi blev enige om, at vi bare kunne gå ind til andre beboere, og så hente ham lidt senere – ellers fandt han os jo nok. Det var jo ikke helt efter reglerne, men vi tænkte, at han måske havde en grund til at blive hos kvinden. Der var nok gået ca. 20 minutter, da vi pludselig hører et langt vræl fra retning hvor Buddy og kvinden var. Vi løb derind, begge hunderædde for, hvad vi ville få at se. Men det var helt ubegrundet. Hvad vi så, Randi, var det bedste, smukkeste syn jeg nogensinde har set. Buddy lå halvt ind over sengen, og logrede helt vildt med sin store hale. Han slikkede damen, der nu sad op, med armene slået omkring ham. Hun klamrede sig til ham og havde begravet sit ansigt med sondeslange og det hele i hans tykke pels. Og hun hulkede og mumlede uforståelige ting – i hvert fald for os. Men for Buddy var det bare skønt. Han nød hendes kærlighed, og det var som om han forstod præcis hvad hun sagde. Og personalet havde nu fået kontakt med kvinden igen, takket være min dejlige Buddy!”


*Det er guld!*


Det er det hele værd. Den manglende nattesøvn, den meget rengøring, de lange rejser til velegnede partnere. Det er det hele værd, når vi modtager en mail som ovenstående. Vi ved, at vi har fundet den rigtige race. En race, vi også kan glæde andre med. Vi kan gøre en forskel for nogle mennesker med særlige behov, blot ved at avle deres bedste ven!


Leonbergeren – stor og dejlig! – også verdens bedste familiehund! Besøg os gerne på www.leodania.dk

af Randi Plesner, Kennel Leodania

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

avatar

Tine Mølgaard. skrev d. 12-marts-2015

Hej. Jeg er meget interesseret i at min dejlige Bullmastiff-tæve på 3 år skal blive terapihund. Jeg har gennem en længere periode observeret hendes adfærd i forhold til alle "slags" mennekser. Jeg arbejder til dagligt med unge mennesker der har diagnosen autisme, og hun har mange gange været på besøg på arbejdet, hvori hun har en helt særlig evne til at opsøge, imødekomme og aflæse den unge mennesker. Tæt på mit arbejde er der også placeret et plejehjem. Her støder vi ofte på ældre mennesker som opsøger hende og omvendt, på en fordrende og konstruktiv måde - hun efterlader altid et smil på andres læber, som en ren objektiv observation. Hvordan kan jeg gøre hende til en legal terapihund, og i så fald hvordan? De kommentarer der er knyttet hertil ovenover lever hun, i min optik op til. Mvh Tine Mølgaard.

avatar

Lene jensen skrev d. 10-december-2014

Hej, jeg har en lille hund som har vært ved mig siden år 2010. Hvor jeg bliv påkørt af en lastbil og fik PTSD. Nu vil jeg høre om hvordan jeg kan få min hund som terapi hund, da hun er min hverdag, ellers kommer jeg ikk ud, og jeg får tit at vide at jeg ikk kan få hjælp til noget da jeg har hun. Og at jeg skal gå af med hende... Hun er med til møder og samtaler, ja med mig over alt... Kan hun få noget på at hun er min terapihund

Log ind for at kommentere og give stjerner