Generelle hunde tips.

Rigtig mange hunde udvikler en eller anden form for problemadfærd. Nogle problemer er af sådan en karakter, at ejeren lever med dem, andre er så omfattende, at det ender med aflivning af hunden


Problemerne spænder vidt, lige fra besvær med at styre hunden, ødelæggelse af hjemmet eller aggression overfor mennesker. Jeg møder begge ender af skalaen i mit arbejde som hundepsykolog.


Der er naturligvis mange årsager til, at hunde udvikler adfærdsproblemer. Der kan fx være tale om manglende

eller mangelfuld socialisering, voldsomme oplevelser, uhensigtsmæssig omgang med hunden i det daglige, eller simpelthen understimulering. Men uanset årsagen til problemets opståen eller karakter, vil man som hundeejer komme langt i retning af at løse problemet, forebygge problemadfærd eller bare give sin hund et bedre hundeliv, ved at udnytte tiden sammen med hunden bedre.


Ulven er hundens stamfar, og selvom mange af vore hunderacer ikke ligner ulven, har de stort set alle bibeholdt ulvens drifter og instinkter. Så meget, at de faktisk ville være i stand til at leve i naturen uden vor hjælp eller tilstedeværelse. Ser vi på ulvens døgncyklus, arbejder den ca. 18 ud af døgnets 24 timer fx med problemløsning, kropskontrol eller næsearbejde - og hvad gør vore hunde i dag? De sover, observerer os eller bare ligger i størsteparten af døgnets timer. Og en arbejdsløs hund finder desværre tit selv sit "arbejde" ! Hundene trænger til hjernearbejde.


De fleste af os er hårdt hængt op rent tidsmæssigt, så det ville nok være rent utopi, at forestille sig, at hunden skulle have mere af vores knappe fritid. Og det er imidlertid heller ikke kun tid, der kan løse problemerne.


Hunden skal have mere indhold i sin hverdag, og den skal bestille noget for sin føde - i naturen bliver maden ikke gratis serveret. Derfor anbefaler jeg ofte, at madskålen smides eller stilles væk! Start med om morgenen at måle hundens daglige foderration op, og giv den nogle opgaver i dagens løb.


En type opgave kunne være næsearbejde, en problemløsning, og en kontaktøvelser. Hunden skal så dagen igennem arbejde for føden via disse tre arbejdskategorier, og det kan normalt gøres, uden at bruge mere tid på sin hund, end man plejer.


Og hvad skal man så lave med sin hund? Næsearbejde skal, som det fremgår af navnet, bruges til at stimulere hundens brug af lugtesansen. Det er en sans, som er meget veludviklet hos hunden, og som den bruger til at få informationer om sin omverden, man kalder den faktisk hundens definitions sans. Det er gennem næsen, hunden "læser aviserne". På en gå-tur orienterer den sig om, hvem der har været i kvarteret, hvor de løbske tæver befinder sig, hvilke andre dyrearter der er eller har været på ruten, om der er noget spiseligt osv. Hunden elsker at bruge næsen, og det er et arbejde, der trætter hundens øverste etage. Den viden skal vi bruge i vores omgang med hunden.


Start dagen med smide en håndfuld tørfoder på græsset, og lad den så bruge næsen til at søge sin mad. De 15-20 minutter det tager den, vil være yderst meningsfulde for hunden - og det trætter. Hvem har ikke prøvet at have været på en lang tur, for så at opleve, at hunden, når den kommer hjem, løber hen, tager sin bold og vil lege? Det er, fordi hunden på trods af at være motioneret, ikke er aktiveret i hovedet.


Søge-finde spor inde, eller gemmeleg med husets medlemmer er en anden mulighed for næsearbejde, og som det gælder for al samvær med hunden, er det kun fantasien, der sætter grænser.


Problemløsning betyder, at man skal bruge hjernen til på den smarteste måde, at nå sit mål eller få sit behov opfyldt, fx finde ud af at få gjort føden tilgængelig. Hunden arbejder med problemløsning, når den står overfor en ½ liters cola - flaske med tørfoder i, eller en tennisbold med hul i og på tilsvarende måde indeholdende mad. Derudover findes selvfølgelig problemløsnings-lege, mennesker og hunde kan have glæde af sammen, det smarte ved ovenstående er , at mens hunden stimuleres,kan ejeren med god samvittighed læse sin avis.


Kontaktøvelser er mindst ligeså vigtige, og giver samtidig et godt forhold mellem hund og ejer. Hunden er et meget socialt flokdyr, og et flokdyr er afhængig af at have en flokleder, som den kan respektere og se op til. Som den kan arbejde sammen med til gensidig glæde og nytte.


Hundeejere med store hunde synes ofte, det er lidt for fjollet at bede sin store hund vinke, rulle eller sidde med godbid på næse. Men skal vi tænke på hunden, og dens behov for at arbejde sammen med floklederen, er det mere meningsfuld beskæftigelse end fx at styrte af sted efter en pind. Sidstnævnte leg stresser nemlig hunden meget uhensigtsmæssigt.


Kontaktøvelserne skal laves, når som helst man er sammen med hunden. Det vil medføre, at hunden bliver mere opmærksom på ejeren, lederskabet opbygges og stabiliseres. Sidst, men ikke mindst, vil ejeren opnå en hund, der er mere i harmoni med sig selv, da den ikke mere er "arbejdsløs". Kontaktøvelserne tager ikke lang tid, og skulle gerne integreres i hverdagen. Mange hunde ynder fx at holde til i køkkenet, når der laves mad ( der falder jo ofte lidt af ) , så hvorfor ikke udnytte tiden, mens stegen brunes. Få hunden til at sidde, ligge død, hviske, regne, rulle eller lign. mens du alligevel bare står og venter. Din hund vil elske dig for det.


Ved som før nævnt at afmåle hundens foderration fra morgenstunden, undgår man at få en overvægtig hund. Hunden arbejder for sin føde, får et aktivt liv og bliver dermed mere harmonisk og lettere at have med at gøre.



God fornøjelse



Hundepsykologen


Lone Greva, cand.psych.

Århusvej 258

8464 Galten

8748 3878 / 2092 6328

fax  8748 3832


mail@hundepsykologen.dk





"`img:212125:200`()":http://www.proftag.com
"Husk hundetegnet klik her":http://www.proftag.com

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner