Kamphunde skyld i alvorlige skader

Hunde i Danmark er skyld i langt flere alvorlige skader end tidligere. Og muskelhundene tæller godt med i statistikken


 Danske hunde er skyld i stadig flere alvorlige skader. Erstatningerne efter hundeskader er steget med hele 60 procent på to år, fra 32 millioner kroner i 2006 til 51 millioner kroner i 2008. Den store stigning i erstatninger kommer på trods af, at det samlede antal hundeskader de seneste år har ligget stabilt på mellem 12.000 og 13.000.


- Markant større erstatninger uden der er kommet flere sager med hundeskader. Det er et tegn på en stigning i de meget alvorlige skader, hvor en hund har skambidt et menneske eller har været skyld i et trafikuheld, siger afdelingsleder Kai Døring Larsen, fra Forsikring & Pension.


Kamphunde bider mere

Forsikring & Pension kan ikke opgøre, hvilke hunderacer, der er skyld i de alvorligste sager i den samlede statistik. Men man har en klar formodning.


Hvis det ikke er muligt, at finde ejeren til den bidske hund, eller hvis hunden ikke er forsikret, kan ofrene få ersatning fra forsikringsselskabernes fælles forsikringspulje FAH. Og her optræder kamphundene stadig oftere i sager, hvor den fælles forsikringspulje må betale erstatning til hundeofferet.


Kamphunde var med i hver tredje af de 222 sager, som forsikringspuljen FAH havde i 2008.


- Vi har markant flere sager end tidligere, hvor en kamphund har bidt et menneske eller overfaldet en anden hund, bekræfter Kai Døring Larsen.


Mundkurv til alle kamphunde

Mundkurv og snor til alle kamphunde, når de går tur. Det er en af stramningerne i forslaget til en ny hundelov, som nu er blevet fremsat i kølvandet på de sidste års mange alvorlige sager med kamphunde.


Antallet af kamphunde er i dag oppe på cirka 20.000 mod blot 1000 for fem år siden.


Dropper hundetræningen

Men det er ikke kun kamphundene, der er forklaringen.


Forsikring & Pensions vurdering er, at stigningen også skyldes, at danskerne ikke går til hundetræning så meget som tidligere.


Artiklen er fra Eb.dk




"`img:212125:200`()":http://www.proftag.com
"Husk hundetegnet klik her":http://www.proftag.com

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner