Indsamling til fordel for mishandlede og efterladte dyr

Dyrenes Beskyttelse har startet en landsindsamling til fordel for mishandlede og efterladte dyr. En tidligere hjemløs hund hjælper foreningen med at samle ind under sloganet "Dyr i nød kan ikke sige fra - det kan du!"


 En pap-version af gadekrydset Snoopy står derfor rundt omkring i København og på Frederiksberg og tigger på andre dyrs vegne. Snoopy er nemlig indsamlingens hovedperson. Han blev reddet af Dyrenes Beskyttelses kredsformand Toni Lykke Christiansen fra et hjemløseherberg på Amager, hvor han og hans kuldsøskende boede i en lille kasse i gården. Ejeren var i fængsel og hvalpenes mor gad ikke hvalpene længere. Nu har Snoopy, via Dyrenes Beskyttelses Internat i Hillerød, fået et godt hjem hos den erfarne hundeejer Gitte Justesen i Jægerspris.

Dyrenes Beskyttelse får hvert år ca. 3.000 henvendelser om dyr i nød. I 2008 så vi over 20.000 dyr involveret i de 3000 sager. Det drejer sig om alt fra heste og køer til hunde, katte og kaniner. Dyrenes Beskyttelses kredsformænd tager ud og kigger i hver enkelt situation og hjælper dyrene, hvis de er i nød.



Snoopy trives i dag så godt, at han kan hjælpe Dyrenes Beskyttelse med at samle ind til andre dyr i nød. Så de næste seks måneder er der fotos af Snoopy på Dyrenes Beskyttelses indsamlingsbøsser, postkort, Tv-reklamer og meget andet, når foreningen starter sin indsamling den 2. april, for at hjælpe andre hjemløse dyr som Snoopy. Den bamsede Snoopy er nemlig et smukt eksempel på, at man kan få et godt liv imod alle odds.



Overskuddet fra Dyrenes Beskyttelses indsamling går til dyrlægehjælp, mad og husly til mishandlede og hjemløse dyr. Dyrene plejes på Dyrenes Beskyttelses 19 internater og formidles derfra ud i nye hjem.



Tv-indsamling lige nu


Dyreværnssagerne forsvinder ikke af at blive tysset ned. Dyrenes Beskyttelse sætter derfor med en tv-reklame fra 6. april fokus på, at der er masser af dyr i Danmark, der trænger til hjælp. Reklamen viser virkelige dyreværnssager og der kan derfor forekomme stærke billeder. Hvis foreningen skal kunne hjælpe dyrene, er vi nødt til at vise denne virkelighed, så folk kan se, at det er nødvendigt, at de støtter. Jo flere der støtter økonomisk, jo flere dyr kan vi hjælpe. Alle de viste dyr har fået hjælp. Nogle er hjulpet på den måde, at de er blevet aflivet og har fået fred. Andre er kommet ud i nye hjem. En del af dyrene har faktisk fået nye gode liv.



Du kan støtte Dyrenes Beskyttelses arbejde for dyr som Snoopy


- send en sms med ordet DYR til 1277

- støt på 
www.dyrenes-beskyttelse.dk/dyrinoed

- støt i vores indsamlingsbøsser i dyrehandlerkæden Maxi Zoos butikker og på Dyrenes Beskyttelses internater.





"[img:212125:200]()":http://www.proftag.com
"Husk hundetegnet klik her":http://www.proftag.com

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner