Formidling af ulovligt importerede hvalpe bliver sværere

Det skal være slut med at sælge ulovlige hvalpe. Og nu gør et samarbejde mellem Dyrenes Beskyttelse og flere at de store annoncesites på internettet den grove forretning endnu sværere at føre ud i livet


Syge hvalpe med falske papirer og uhelbredelige sygdomme solgt at skrupelløse hundehandlere, har i den senest tid fyldt avisspalter og sendetid i de elektroniske medier.


Historierne er grumme, og I Dyrenes Beskyttelse har man forhåbninger om, at flere tiltag snart vil gøre handel med disse hunde så besværligt, at salg af ulovligt importerede hunde snart vil være ophørt.



Nyeste skridt på vejen er at gøre det svært for hundehandlere at afsætte de hunde, som de enten importerer ulovligt fra østlande eller opkøber og opdrætter under triste og ulovlige kår.



"Vi er glade for at have fået en aftale med fire af de allerstørste sites for formidling og salg af dyr på nettet, nemlig Gul og Gratis, dba.dk, Gipote.dk og Dyrenettet og håber at få endnu flere med," siger pressechef i Dyrenes Beskyttelse Gitte Staffeldt.



Ved mistanke om annoncer for illegale hvalpe eller hvalpe opdrættet under kummerlige og ulovlige forhold kontakter det respektive medie den lokale kredsformand fra Dyrenes Beskyttelse. Hvis kredsformanden finder, at der er noget om sagen, gives den information tilbage til mediet, og annoncørens konto vil blive lukket.



Før i tiden skulle der på flere af medierne en domsafsigelse til, før man valgte at inaktivere en bruger. En procedure, der var lang og svær at administrere. Men det er ændret nu. I dag har medierne ved muligheden for at undersøge sagen nærmere valgt, at det skal være lettere at lukke brugeren ned. På den måde kan potentielle hundekøbere gebærde sig på hjemmesiden med større sikkerhed.



Dyrenes Beskyttelse ser dette samarbejde som en naturlig forlængelse af de andre tiltag på området, som er taget i den senere tid



- Ultimo marts deltager vi i et møde med Justitsministeriet, Den Danske Dyrlægeforening og fødevareregionerne om, hvad der skal gøres for at intensivere jagten på hundesmuglere allerede ved grænsen. Vores håb er, at alle instanserne vil gå i fællesfront for at dæmme op for problemerne allerede ved indsmuglingen, siger Gitte Staffeldt.



- Vi håber også, at politiet vil tage sagerne mere alvorligt, når først dyrene er kommet ind i landet. Den fokus som tv-programmet "Kontant" på DR1 har sat på problemet på forholdene hjemme hos hundehandlerne, håber vi har været med til at skabe en erkendelse af, at der skal sættes ind overfor disse mennesker, siger hun.



- Hvis hundene når igennem de 2 første steder uden at blive "afsløret", så er det seneste våben altså at gøre afsætningen meget kompliceret. Og vi har store forhåbninger til den nye procedure, siger Gitte Staffeldt.



- Endelig skal vi ikke undlade at formidle budskabet til den almindelige forbruger om at tænke sig godt om, inden man køber hund. Gå uden om hvalpe, hvor I ikke kender ophavet. Få lov til at se tæven, de fysiske omgivelser og eventuelle kuldsøskende. Tal med opdrætteren om hundens opvækst og temperament. En ærlig person vil aldrig have noget at skjule. Hvis blot forbrugerne undlod at købe hundene, vil denne forretning ophøre, slutter Gitte Staffeldt.


 


____




"`img:212125:200`()":http://www.proftag.com
"Husk hundetegnet klik her":http://www.proftag.com

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner