Hundeopdragelse

Helt fra hvalpen ankommer til sin nye familie, er det vigtigt at gå i gang med at træne



Hundeopdragelse


Af Bettina Hvidemose, Dyreadfærdsterapeut, www.dyreterapi.dk


 


Helt fra hvalpen ankommer til sin nye familie, er det vigtigt at gå i gang med at træne den til at fungere som en god familiehund. Hvalpen er meget modtagelig for indlæring og den nye hundeejers fornemmeste opgave er at hjælpe det nye familiemedlem til at kende og forstå de regler, der gælder i hjemmet. Hvalpen er ikke født med at kende de regler vi mennesker vælger at definere for tilladt og forbudt i hjemmet og den har brug for venlig og tålmodig vejledning, når den skal lære denne dagsorden at kende.


 


Den første tid


I hvalpens første levetid, er det ekstra vigtigt, at den kommer ud og oplever verden. Hvalpen skal socialiseres, vænnes til at omgås andre hunde og mennesker. Den skal se lidt af det hele, og udvikle sit hundesprog, hvilket foregår ved omgang med andre hunde.



  • Hvalpen skal vænnes til andre hunde.

  • Hvalpen skal vænnes til børn.

  • Hvalpen skal vænnes til fremmede mennesker.

  • Alt skal foregå med måde. Når hvalpen er ekstra modtagelig for indlæring, er den også i fare for overstimulering og voldsomme oplevelser, der kan sætte sig varige spor. Så selvom hvalpen skal se meget, skal det være i korte sessioner, og det er vigtigt at forsøge at undgå voldsomme sanseindtryk, der skræmmer den.

  • Sæt grænser for hvalpen fra begyndelsen. Det er vigtigt at have et regelsæt, så hvalpen/hunden ved hvad den må og ikke må.

  • Vær altid konsekvent.


 


Træning


Allerede fra begyndelsen, er det en god idé at træne hvalpen. Det er vigtigt, at den får styr på grundmanererne, da det giver et godt fundament for at få en god familiehund på længere sigt.



  • Det er en god idé at melde sig til træning på en hvalpehold. Ud over træningen, er dette også hensigtsmæssigt i forbindelse med socialisering af hvalpen.

  • Simple øvelser, som er lette at starte med, er: Øjenkontakt, sit, kom, dæk, giv pote, rulle og zig-zag.

  • Lær også hvalpen at gå pænt i snor: Hver gang den trækker i snoren, stop og vent på at den selv slipper presset. Fortsæt med at gå fremad, når snoren er slap. Hvis dette ikke hjælper, kan man i stedet gå i den modsatte retning, indtil hvalpen følger med uden at trække i linen. Ros den når den går pænt uden at trække.

  • Træn ja-nej øvelser, hvor hvalpen lærer, at nej afbryder adfærd og ja giver tilladelse.

  • Væn hvalpen til berøring og fastholdelse, så ejer kan håndtere poter, ben, hoved, ører og mund.


 


Aktivering


Følgende råd er gode at følge fra starten, idet de forebygger nogle af de adfærdsproblemer, som senere kan opstå.



  • Mange hundeejere fokuserer i høj grad på at motionere deres hunde, men det er mindst lige så vigtigt, at hundene får brugt hovedet på en fornuftig måde.

  • Søgeøvelser: Spred foderet ud over græsplænen og lad hvalpen selv søge det.

  • Problemløsning: Skær huller i en tennisbold, gem godbidder i den, og lad hvalpen selv finde ud af, at den skal trille med bolden, for at godbidderne kommer ud. Ligeledes kan man lade hvalpen finde ud af hvordan den får godbidder ud af en plastikflaske, et paprør, et sammenrullet viskestykke o. lignende.

  • Se gerne bogen Hunden – ulven ved din side af Roger Abrantes. Den giver en lang række gode råd til træning og aktivering.


 


Renlighed


Et problem, som er vigtigt at forebygge fra starten, er urenlighed. Lær den lille hvalp at være renlig, så der ikke opstår problemer med dette senere, hvor det bliver sværere at løse.



  • Gå udenfor med hvalpen mange gange om dagen, så den har chancen for at besørge ude, når den har behov for det.

  • Det er specielt vigtigt at tage hvalpen ud, når den har sovet, spist, leget, drukket eller ikke har været ude i et stykke tid.

  • Vælg et bestemt sted i haven og stå stille her indtil hvalpen har tisset. Vær selv passiv mens den får gjort hvad den skal. Ros stilfærdigt, når den besørger.

  • Nogle hvalpe vil ikke besørge på gåture, når de er helt unge. Tag altid hvalpen ud i haven efter gåtur og giv den tid til at besørge, før den kommer ind i huset igen.

  • Det hjælper ikke at skælde hvalpen ud efter den har besørget inde eller at stikke dens snude ned på stedet og vise den, hvad den har gjort. Den forstår ikke sin ejers vrede i disse situationer og vil kun prøve at undgå at besørge, når ejeren er i nærheden, hvilket kan give problemer med renlighedstræningen.

  • Gør grundigt rent (med Rodalon eller et lignende rengøringsmiddel, der desinficerer og fjerner dårlig lugt) hver gang uheldet har været ude, og hvalpen har besørget indendørs, så den ikke søger mod lugten for at gøre det samme sted næste gang.


 





"`img:212125:200`()":http://www.proftag.com
"Husk hundetegnet klik her":http://www.proftag.com

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner