15.000 modedyr aflives hvert år

Hunderacer kommer på mode ligesom buksemodeller, og når hundene går af mode igen, bliver de alt for tit aflivet. 15000 raske, danske hunde må hvert år lade livet


Henved 15.000 raske hunde trasker hvert år hen til dyrlægen for at få den sidste sprøjte. Enten fordi de bider, bliver for aggressive, eller fordi familien ikke magter at have hund længere.

Det høje tal skyldes primært, at mange familier ikke har overvejet, hvilken hund der passer til familien, ligesom mange køber en modehund, der skal vise, hvem man er, skriver JydskeVestkysten lørdag.

- Det er skidt for en hund at være på mode, fordi der er for mange, der køber en hund, de slet ikke skulle have haft. Hunden viser sig slet ikke at passe ind i ejerens liv, siger Vibeke Knudsen fra Dansk Kennel Klub.

Køb hund som du køber bil
Undersøgelser viser, at antallet af hunde, der hvert år bliver aflivet, har været konstant i de seneste ti år.

- Det er nedslående, at vi åbenbart ikke bliver klogere, siger Jørgen Mikkelsen, dyrlæge og forsker i hundeadfærd. Han anbefaler, at folk henvender sig til en uvildig rådgiver, inden de køber hund, ligesom de går til hundetræning, når de har fået hunden.

- Hvis de bare tænkte sig lige så godt om, når de køber hund, som de gør, når de køber bil, så ville det ikke se så slemt ud. Mange ville finde ud af, at de slet ikke skal have hund, siger Jørgen Mikkelsen.

Han understreger, at ni ud af ti hunde kunne reddes, hvis familierne søgte hjælp.

Køb en dukke
Hos Dyrenes Beskyttelse har man ingen færdige løsninger på, hvordan man kommer problemet til livs. - Oplysning, oplysning, oplysning er den eneste vej frem, siger Gitte Staffeldt, pressechef i Dyrenes Beskyttelse, der anbefaler, at folk tester sig selv, før de køber hund.

- Hvis man bare vil have en hund, der kan matche tøjet, så skal man købe en påklædningsdukke, ligesom man ikke skal købe en kvik hund, der skal ud og gå i tre timer, hvis man elsker at ligge på sofaen, siger Gitte Staffeldt.

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner