Hvalpe redder treårig fra kuldedød

Lykken er en varm hundehvalp - Lille Jaylynn Thorpe fra amerikanske Virginia fundet i live sammen med to hvalpe efter 21 timer i frostkold skov


Fredag eftermiddag gik Jaylynn Thorpe, tre år, ud af sin tantes hus i Virgilina i et skovklældt område i Halifax, Virginia. Med sig havde han to af sine bedste legekammerater - hans tantes 12 uger gamle hundehvalpe. Drengens kusine, som var babysitter, bemærkede ikke, at det lille selskab forlod huset.

21 timer gik der, inden den lille dreng - og hvalpene - blev fundet igen.

Otte-ni graders nattefrost
I mellemtiden havde familien, venner og store politistyrker - flere hundrede mennesker i det hele - ledt efter Jaylynn i skovene. Folk over hele Virginia så efter ham. Alle frygtede det værste.

- Vi glemte aldrig det faktum, at otte-ni graders frost næsten var uudholdelige, sagde drengens far, James Thorpe, da det hele var lykkeligt overstået.

For det blev det. Tidligt lørdag eftermiddag, 21 timer efter, at dreng og hundehvalpe var forsvundet, blev de tre fundet klumpet tæt sammen under et træ i skoven, ikke langt fra sit hjem. Omkring en mile - 1,6 kilometer - var drengen trasket afsted i kulden, og blandt andet havde han krydset en hovedvej.

Med Guds og hvalpenes hjælp
- Han sagde ikke noget - rakte bare armene op, som om han ville med, sagde Jerry Gentry, en af de glade redningsfolk, som fandt drengen, ifølge New York Daily News.

Eftersøgningen var blevet dirigeret fra den lokale baptistkirke, hvis præst, Dave Kline, bagefter slog fast, at Gud havde beskyttet den lille dreng. Andre mente dog, at de to hundehvalpes varme var det, der reddede den treårige. Undervejs til ambulancen veg de to hunde ikke fra drengen.

Jaylynns mor, Sarah Ingram, har sagt til det lokale WRAL-TV, at drengen fortalte, at han havde frosset, at han gerne ville hjem - og at han bare var gået ud for at jage og fiske!

Solide måltider til alle tre
Jaylynn blev bragt til Halifax Regional Hospital, hvor han tilbragte weekenden, mens læger sikrede sig, at han ikke havde taget skade af opholdet i nattefrosten.

Tilsyneladende var det værste, drengen led efter at være fundet, sult: han konsumerede i en fart en dobbelt chesseburger, fritter, en hotdog, en portion jordbæris og tre Pepsi colaer.

De to hundehvalpe, sagens virkelige helte, kastede sig også logrende over et solidt måltid mad.



"Husk lovpligtigt hundetegn":http://www.proftag.com
"`

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner