Nu er jeg så heldig at ligge syg og har da været det flere gange mens jeg har haft min hundeven, men hvordan reagere din/dine hunde på du er syg?

Kan sige for Maxies vedkommende så er hun bare så morsyg har jo nærmest levende halstørklæde, alle narrestreger kender hun ikke noget til, og lufteturen hedder jeg skynder mig at blive ren og fin så kan vi komme hjem i seng igen. Eneste ulempe er hun passer forfærdelig meget på huset men det kan man vel ikke sige noget til.
Det der så kan undre mig er hun kender mig bedre end jeg selv gør, hvis det bare er en forkølelse så er hun som altid, men hvis det er mere alvorligt er hun som overnævnt.
Kender så min hund og tog til læge med min forkølelse som så var begyndende lungebetændelse er sku mærkeligt at de reagere sådan, men tak til Maxie kom til læge.

Jeg havde en omgang influenza i foråret, og jeg tror nok, den der var mest syg, var Paw. Han lå konstant i sengen ved siden af mig, og når det var tissetid måtte min mand bære ham ud.

Min gamle dalmatiner og collie opførte sig lidt forskelligt. Dalmatineren lå i sofaen ved siden af og tænkte, hvad sker der her?, men han lå altid ved siden af og passede på. Collien lå ude i brusekabinen og kom så med jævne mellemrum ind og lagde snuden på min pande som om hun ville tjekke om jeg havde feber og så gik hun igen.

Jeg døjer meget med hovedpine. Nogle gange skal det motioneres væk og andre gange kan jeg ikke gøre andet end at gemme mig væk under dynen og håbe på at jeg kan sove mig fra smerterne og kvalmen.
Når hovedpinen skal gåes væk, er Ticko MEGET insisterende på at vi skal ud og gå. Han bliver siddende foran mig og skubber til mig med snuden og piver.
Når det er én af de dage hvor intet hjælper på min hovedpine, falder Ticko til ro. Hvis jeg går i seng, følger han med og lægger sig på gulvet ved siden ad. Hvis jeg går ud på badeværelset for at kaste op, følger han med, sidder pænt og venter til jeg er færdig og så kommer han hen og lægger en pote på hver skulder og putter sig ind til mig.
Når jeg så er frisk igen, liver han op og så er han klar til at komme ud på gåtur.
Det er bare fantastisk at have en trofast følgesvend når man har det værst – det er trods alt de færreste som vil give mig en kæmpe krammer når jeg lige har kastet op :)

Jeg er “syg” hele tiden da jeg har insulin krævende diabetes. Jeg har flere gange oplevet at min ældste beagle reagerede på at jeg gik lav. F.eks. om natten hvis jeg fik et blodsukker fald – så har han sørget for at vække mig. Derefter har han fulgt mig mens han sikrede sig at jeg fik spist/drukket og blev mig selv igen. Når han have set at jeg nu var i orden igen – gik han og lagde sig i sin kurv. Så min Charlie er en rigtig alarm hund :)