Der er 529 annoncer og 102557 registrerede brugere

Vil irettesætte hunhunde

Help_64

Min rolige og halvdovne muskelhund, har et problem med hunhunde. Hun vil irettesætte dem eller dominere dem, men hun er udelukkende lyd og styrke. Hun bider aldrig eller tager fat. Men hun har også denne opførsel overfor kastrede hunde. Mit spørgsmål lyder således: hvorfor og kan det ændres?


Warning_64

Kære hundeejer

Hvorfor din tæve har det på den måde kan vi ikke svare på uden at vide mere om hende.
Måske har hun lært at opføre sig på den måde, fordi hun har fået lov at øve sig i det allerede som lille. Under alle omstændigheder er hun i hvert fald nok blevet god til hvad hun gør.
Du skriver ikke hvor gammel, hun er, men hvis hun er voksen, kan du selvfølgelig arbejde med problemet (ofte også med succes), men det vil altid lægge til hende og derfor er det vigtigt, at håndtere hende rigtigt, så du undgår at sætte hende i situationer hun ikke kan honorere.

Først og fremmest skal hun ikke være sammen med alle mulige hunde (hvilket vi heller ikke ved om hun er). Det er ikke alle hunde, der er lige sociale og det skal de have lov til ikke at være.
Sørg for at hun kun får lov til at lege med dem hun kender og har det godt med.
Dernæst skal I måske kontrollere hendes samvær med andre hunde ved også at stoppe legen, mens denne er god. Vær opmærksom på hvad der kan udløse hendes lidt skarpe adfærd - og kald hundene hver til sig inden det kommer så vidt.
Du skal huske på at øvelse gør mester - også i dette tilfælde!

Skal hun lære nye hunde at kende, er det en god ide, at gå en tur med hundene sammen (måske flere), hvor begge hundene er i snor og på lidt afstand af hinanden. På den måde kan de se hinanden lidt an - lad dem ikke hilse på hinanden før de slapper af og kan koncentrere sig om noget andet end hinanden. Det er langt fra sikkert at de skal hilse i snor - det afhænger helt af om de har lært det og hvordan.

Det vigtigste af alt i dette svar, er at sætte fokus på, at hun ikke behøver lege/være sammen med flere forskellige hunde. Måske er hun ikke særlig socialt anlagt, hvilket er helt ok.
Prøv at acceptere hende som hun er og få evt. tjekket hendes fysik, så du i hvert fald finder ud af om hun har nogle fysiske gener, der medvirker til hendes adfærd.
Endvidere er det vigtigt, at du ikke skælder hende - lad hellere være med at sætte hende ud i de situationer, hun ikke kan håndtere.

Kontakt evt. en professionel adfærdsbehandler, som kan hjælpe med at vurdere hendes adfærd mere præcist og derved bedre kan rådgive korrekt i forhold til lige nøjagtig hende.

Du er meget velkommen til at kontakte os igen, hvis du har brug for uddybende svar eller har andre spørgsmål.

De bedste hilsner
Line og Tore
Alpha HundeadfærdsCenter
www.alpha-center.dk
alpha@alpha-center.dk
40757324/42367900

 Tilbage til brevkassen