Der er 531 annoncer og 102562 registrerede brugere

For mange godbidder mm.

Help_64

Kære Line og Tore
Min familie og jeg har for 6 dage siden fået en lille hvalp, som nu er 10 uger gammel. Han hedder Amigo og er en FT springer spaniel, som er sund, glad og nysgerrig. Jeg har læst meget om hundeopdragelse, og alle steder står der jo, at man skal give hvalpe en positiv opdragelse, hvor de bliver rost for hvad, de gør rigtigt og ikke skældt ud for det, de gør forkert. Dette princip opdrager vi også Amigo efter, hvilket vil sige, at han får rigeligt med godbidder. Men jeg er efterhånden begyndt at være lidt bekymret omkring, hvorvidt han får for mange. Det er bare en svær balancegang, for man læser jo, at han hurtigst muligt skal præges på en helt masse ting, hvor han i situationerne skal roses og have godbidder. Hvis man f.eks. træner ham i at adlyde kommandoen ”sit”, skal man jo give ham godbidder hver gang, han sætter sig ned. Og så kan han jo få rimelig mange. Så mit spørgsmål er: hvordan kan man opdrage, socialisere og præge hvalpen positivt, uden han får for mange godbidder? Derudover ville jeg høre, om du kan anbefale nogle sunde godbidder, hvor det altså ikke gør noget, at han får en del.
Når vi er ude og lege med ham mister han som regel relativt hurtigt interessen for hans legetøj til fordel for en lille gren eller en fjer. Mht. grene har jeg hørt, at han kan få splinter i munden af det, og mht. fjer kan jeg godt blive bekymret for, om han kan få overført sygdomme ved at gnave på dem. Derfor er mit spørgsmål om han godt må gnave i disse? Hvis ikke; hvordan kan man så træne ham til at ignorere dem, når de jo ligger rundt omkring i haven?
Her til sidst, vil jeg også høre, hvornår det er, at man begynder at børste hundens tænder? Der er jo mange hundeejere, der ikke gør det, men hvor tit, anbefaler I, at man gør det, og hvornår bør man begynde? Hvor ofte skal man desuden bade hunden?
På forhånd mange tak!
Mvh. Camilla


Warning_64

Kære Camilla

Først et hjertelig tillykke med det nye familiemedlem :)

Der er så mange ting at tage stilling til, når man har fået en lille hvalp i huset og det er fint, at spørge, når der er noget man er i tvivl om - hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Når det er sagt vil vi starte med at berolige jer lidt :) Mht godbidder, skal man naturligvis passe på at hunden ikke bliver overfodret, hvorfor I naturligvis kan bruge hundens daglige foder, hvis han gider arbejde for dem. Gør han ikke det, kan I med fordel anskaffe jer godbidder af ren tørret kød, som efterhånden kan fåes i alle velassorterede dyrehandler. Og så trækker I bare ca den mængde han får i godbidder fra i hans daglige foderration. Det vigtigste er at kigge på jeres hvalp og hvis han begynder at fylde lidt for meget i landskabet, må I skære lidt ned.
Husk også at træningen af en lille hvalp ikke skal være så forfærdelig meget - fornuftig socialisering og miljøtræning, som ruster ham til det liv, han skal leve, er langt det vigtigste. De øvelser han så evt. skal lære, skal være meget lagt ind i hverdagen som en helt naturlig del af denne.
Hvis han skal bruges på jagt, skal træningen selvfølgelig på et tidspunkt målrettes. Men han er stadig ikke så gammel, så hold træningssessionerne på et minimum ad gangen.

Grene er ikke det bedste legetøj for hunde, da det er rigtig nok kan splintres, når de tygger i dem. Meeen så længe I lader være med at lege med pinde med jeres hvalp og sørger for at han får nogle andre alternativer, såsom tyggereb, store okseknogler, tyggeben samt andet sikkert tyggelegetøj, bliver det sjældent noget problem senere hen.
Fjerene skal I ikke være så bekymrede for - det er ikke tit en hund er blevet syg, af at tygge i en fjer. Igen - ignorer det og sørg for at han har andre alternativer.

Tandbørstning kan man begynde på, når man vil - hvis man vil. Dyrlægerne anbefaler tandbørstning og der er ingen tvivl om at det mindsker risikoen for tandsten etc. Så vidt vi har forstået det anbefaler dyrlægerne at man børster et par gange om ugen. Men hør med jeres dyrlæge, hvis I er i tvivl.
Desuden er okseknogler med brusk samt tandrensende tyggestænger gode alternativer, som sagtens kan bruges sammen med tandbørstningen.
Tyggeben og knogler er desuden vigtige i forhold i hvalpens tandskifte.

Sidst men ikke mindst - badning af hunde: umiddelbart er der ikke nogen grund til at bade hunden med mindre den er beskidt - eller skal på udstilling. En god omgang børstning nogle gange om ugen skal gerne holde en FT Springers pels i orden. Det kan selvfølgelig være nødvendigt med børstning omkring ører, bukser og faner lidt flere gange ugentligt, da der kan opstå knuder.

I er naturligvis hjertelig velkomne til at kontakte os igen, hvis I har yderligere spørgsmål.
Held og lykke med jeres nye 'hundeliv' :)

De bedste hilsner
Line og Tore
Alpha HundeadfærdsCenter
www.alpha-center.dk
alpha@alpha-center.dk
40757324/42367900

 Tilbage til brevkassen