Kære adfærdsbehandler hos Gipote.dk
Min familie og jeg har besluttet os for at få hund, og jeg glæder mig utrolig meget. Han hedder Amigo og er en Engelsk Springer Spaniel FT, som er 9 uger gammel, når vi henter ham den 3. juli.
Det er kun 2 måneder siden, at vi begyndte at snakke seriøst om at få hund, og problemet er, at vi, inden vi havde besluttet os for at få hund, havde bestilt en uges ferie til Sydfrankrig den 18.-26. juli. Men da vi gerne vil have hunden i så stor en del af sommeren som muligt, henter vi ham altså alligevel den 3. juli. Det betyder, at vi har ham i godt 2 uge, før vi rejser. Det gode er, at han i den uge skal passes hos familien, hvor han har tilbragt de første 9 uger af hans liv, og hvor hans mor er, og derved skal han altså ikke lige pludselig forholde sig til et helt nyt sted. Alligevel har jeg rigtig dårlig samvittighed over, at vi sådan forlader ham igen efter 2 uger, og vi er alle i familien klar over, at det ikke er så heldigt.
Derfor vil jeg høre, om I kan give nogle råd til, hvordan vi takler situationen bedst. Udover at tilbringe så meget tid som muligt i de 2 uger, vi har ham i starten, er der så noget andet, vi skal tage højde for med overvejelsen om, at vi skilles med ham kort tid efter? Skal vi sørge for, at han ikke møder så mange fremmede, da det måske vil forvirre ham? Og er der noget vi skal tænke specielt på, når vi henter ham igen? Jeg kan godt regne ud, at han sandsynligvis har glemt os, når vi henter ham for 2. gang, men vil det have en meget negativ indvirkning på ham, at han bliver taget fra sin mor to gange?
Mit håb er selvfølgelig, at dine svar vil være opmuntrende, og at du kan fortælle mig, at det nok skal gå, selvom jeg er klar over, at situationen fra en hundespecialists side ikke er optimal. Forhåbentligt har du nogle gode råd til os, så vi får det bedste forhold til Amigo som muligt.
På forhånd, tusind tak!
Mvh. Camilla Munkedal Kristensen
Kære Camilla
Vi har bestemt ikke tænkt os at dunke jer oven i hovedet :) I er helt klar over, at det selvfølgelig ikke er den mest optimale situation og forsøger så at gøre det bedste for jeres lille nye familiemedlem, hvilket jo er rigtig fint.
Det ville være så rart, hvis man kunne forudsige hvordan han vil reagere på flytningen og pasningen, men det kan man ikke, desværre.
Som vi tænker det er der tre mulige alternativer:
1) Lad ham blive hos opdrætteren til I har været på ferie. Dette er dog noget, der skal overvejes grundigt, da socialiseringen og miljøtræningen er så utrolig vigtig allerede nu, hvor han ikke er så gammel.
Skulle han blive hos opdrætteren ville denne også skulle tage ham fra moren og tilbringe tid med ham, så hvis han skulle være deres egen familiehund. Opdrætteren ville blive nødt til at gøre en del arbejde for at lade ham møde forskellige mennesker, andre hunde og diverse miljøer. Den største risiko hos en opdrætter er at hundene får lov at være sammen på kryds og tværs, hvilket ikke altid er lige heldigt for en lille hvalp (eller nogen andre hunde for den sags skyld).
Det andet problem ved at vælge dette alternativ, er at han er i en frygtelig sensitiv alder, når I kommer hjem fra ferie og har socialiseringen og miljøtræningen ikke været optimal og meget positiv, risikerer man at få en meget usikker hund hjem.
2) I henter ham hjem som planlagt, fortsætter socialiseringen og miljøtræningen på den mest positive facon. Små doser ad gangen og sørg for at han kun får lov at hilse på fornuftige og venlige hunde samt hvalpe, der er ligeværdige. Gå ikke i hundeskov og på andre hundemødepladser, da I ikke er i stand til at kontrollere hvem der ellers dukker op sådanne steder. Find i stedet andre med hvalpe, meld jer til et socialiseringskursus, hvor IKKE alle hvalpe bare bliver sluppet løs sammen ukritisk. Vælg med omhu.
I skal altså ikke holde ham væk fra fremmede, da hans alder er vigtig at 'udnytte'. Oplevelserne skal være positive og ikke i for store doser.
Når I så skal på ferie, skal han have sine ting med hen til opdrætteren og han skal være inde hos opdrætteren - adskilt fra sin mor og evt. andre hunde som hovedregel. Man kan ikke forvente, at moren vil tage imod ham uden problemer, når han kommer 'hjem' igen. Det kan være de fint kan gå sammen, men han skal primært være sammen med opdrætteren og så skal denne sørge for at han udelukkende får positive oplevelser mens han er der.
Når I henter ham igen, må I naturligvis forvente en del forvirring og evt usikkerhed eller meget aktivitet. Sørg for at give ham ro, når han kommer hjem igen! Tag socialiseringen og miljøtræningen stille og roligt op igen - små positive doser.
3) I henter ham hjem som planlagt og finder en, der kan komme og passe ham i jeres hjem. Dette vil så absolut være den allerbedste løsning, da I vil undgå at skulle flytte ham fra sit nye hjem.
Det kan være en fra familien eller vennekredsen, som kan nå at lære ham at kende inden I skal afsted.
Vi håber, det gav jer et overblik over hvordan I evt. kan gøre det i forhold til jeres lille nye hund.
I er velkomne til at ringe til os for en ganske uforpligtende snak.
De bedste hilsner og rigtig god ferie
Line og Tore
Alpha HundeadfærdsCenter
www.alpha-center.dk
alpha@alpha-center.dk
40757324/42367900



