Hej.
Min dejlige schæfertæve på 8 mdr. har een uvane: hun hopper op af min mand og trods mange gange nej og venden sig,blir hun ved.
Mig hopper hun aldrig op af og heller ikke af andre, som vi
møder - det er altså blot den "stakkels" mand,det går ud over.
Tror i virkelig,at hunden kan fornemme,at jeg slet ikke ville tolerere sådan en handling?
Mange venlige hilsener
Birt Amalie
Kære Birt Amalie
Hunde kan sagtens lære at tilpasse sig de forskellige individer i en familie og derfor hoppe op af nogen, men ikke andre.
Hvis din mand skal det til livs, skal han være yderst konsekvent i sin handlemåde, samt begynde at træne hilsesituationen med hende.
At være konsekvent betyder at han bliver nødt til at vende sig væk fra hende HVER gang hun hopper op. At sige nej eller skubbe hende ned, resultere ofte bare i at hun gør det endnu mere pga den opmærksomhed, hun får på det.
Det bedste han kan gøre, er altid at være udstyret med godbidder, som han præsenterer hende for, hver eneste gang, hun kommer for at ville hilse på ham. De skal præsenteres INDEN hun begynder at ville hoppe op! Er hun først begyndt at hoppe op, skal han vende sig væk og evt. gå helt væk fra hende, hvis hun er meget vedholdende. At blive stående overfor en hund, der hopper op og sætter kløerne i, er der ikke mange, der kan holde til. Derfor er det bedre at gå helt væk fra hende eller evt. sætte hende i snor, når hun gør det, så han kan 'holde' hende nede.
Han skal ikke skælde ud eller andet, men give hende så lidt opmærksomhed på det som overhovedet muligt.
At sætte hende i snor eller holde i halsbåndet, så hun ikke kan hoppe op, er også en form for opmærksomhed, men kan man ikke komme til at gå væk fra hunden - f.eks. på den anden side af en børnelåge - kan det være den bedste mulighed.
Først når hun slapper af igen og har alle fire poter på jorden, kan hun få en godbid. Men han skal undlade at begynde med en masse kæl og klap, da det nemt vil 'køre hende op' igen.
Når han kommer hjem, kan han have en lidt stor kiks klar, som hun kan få at tygge på, eller en håndfuld godbidder, som han kan smide på gulvet, så hun kan koncentrere sig om dem, fremfor om ham.
Hun må selvfølgelig gerne hilse på ham, men hun behøver ikke 'overfalde' ham.
I er velkomne til at kontakte os igen her eller privat hvis I har brug for uddybende forklaringer.
De bedste hilsner fra
Line og Tore
Alpha Hundeadfærdscenter
www.alpha-center.dk
alpha@alpha-center.dk
40757324/42367900