Hej,
Vi har en cavalier king charles spaniel som er 5 år gammel, han er en utrolig glad og venlig hund.
Vi har nu fået en blandingshvalp i hjemmet Labrador/kleinermunsterlander, men den gamle hund er meget aggressiv overfor den i spisesituationer og når der er hundelegetøj fremme.. Han gider ellers ALDRIG lege med legetøjet..
Hvad kan vi gøre? det er meget frustrende at han er sådan en dejlig hund og så se denne side komme frem? Jeg syntes ellers vi er gode til at se ham og give ham tid..? Hjælp!
Mvh. Louise
Kære Louise
Som vi også har svaret en anden, der havde nogenlunde samme spørgsmål, så går sammenførslen af to hunde ikke altid lige så problemfrit som man havde forestillet sig - desværre.
Det bedste I kan gøre, er at sørge for at de to hunde ikke spiser i samme rum eller har legetøj sammen. Få gerne fat i en børnelåge, som kan adskille to rum, så de ikke behøver være sammen konstant.
Det er helt naturligt for en hund at udvise resurseforsvar overfor en ny beboer af samme art. Specielt hvis denne nye hund er lidt voldsom, som hvalpe ofte er.
Forebyg konflikterne ved at undgå dem - det er langt det bedste råd, vi kan give jer.
Gå nogle ture hvor begge hunde er i snor, så den lille lærer at være rolig sammen med den voksne og den voksne lærer, at han ikke behøver være på vagt hele tiden.
Lad dem være sammen under opsyn og se som om ikke tiden hjælper jer lidt.
Hvalpen bliver større og de vænner sig mere og mere til hinanden.
Husk at det er meget naturligt for en enehund, at reagere sådan, når der lige pludselig kommer endnu en hund i hjemmet.
Han skal have noget tid til at finde ud af hvad den nye situation indebærer og derfor er det godt at skille de to ad, så ingen af dem hele tiden skal forholde sig til hinanden.
Det giver jer alle ro.
I er meget velkomne til at kontakte os igen, hvis I har brug for uddybende vejledning.
De bedste hilsner fra
Line og Tore
Alpha Hundeadfærdscenter
www.alpha-center.dk
alpha@alpha-center.dk
40757324/42367900