Der er 399 annoncer og 113948 registrerede brugere

Angriber mine tæer

Help_64

Kære Line og Tore.

Jeg har fra Gipote fået oplyst at I kan være behjælpelige hvis man har spørgsmål om sin hunds adfærd.

Vi har en, på alle måder, dejlig mopsetæve på 11 mdr. Hun har en dum vane og det er, at hun elsker at bide i mine tæer. Jeg tror ikke det er fordi hun vil have kontakt, jeg er hjemme hele dagen og beskæftiger mig meget med hende.

Hvis jeg har været ovenpå og kommer ned, angriber hun mine tæer og hvis hun har været ude at gå en lang tur med mig (vi går ca. 1 time) angriber hun mine tæer i samme øjeblik vi kommer ind og det gør ret ondt.

Jeg giver hende så en godbid for at få hende til at holde op, men så tror hun vel at hun skal bide i tæer for at få en godbid, jeg har også skældt ud og hevet hende i nakkeskindet, men det eneste, der hjælper er en godbid.

Hvordan gør jeg?
På forhånd tak.
Inge-Lise Brahtz


Warning_64

Kære Inge-Lise

Der er vist ingen tvivl om, at hun har fået sig en dårlig vane, som hun uden tvivl har fået masser af opmærksomhed på. Det er svært at ignorere en hund, der sidder fast i tæerne... Hun har fået både skæld ud og godbidder, som ganske rigtigt lynhurtigt kan lære hende at bide i dine tæer for at få en godbid.
En god måde at aflære det på, er ved at lære hende en alternativ adfærd, som f.eks. at sætte sig, når I har været på gåtur, eller når du kommer ned ad trappen, så hun kan få en godbid for det at sætte sig - før hun overhovedet går i gang med dine tæer!
- Når I har været på tur, kan du altså indlære en ny vane med at sætte sig, så snart I kommer inden for døren og evt. vente på at få en god kiks, som hun skal bruge lidt tid på at tygge sig igennem.
- Når du går ned ad trappen, kan du ligeledes indlære en ny vane, med at hun skal sætte sig og vente på du kommer ned, så hun kan få en kiks eller noget andet at bide i.

Nu lyder det jo så nemt, og i nogle tilfælde er det også. Men i andre tilfælde kræver det en del tålmodighed og vil heller ikke altid lykkes hver gang. Hvis hun alligevel overfalder dine tæer, må du enten stoppe hende ved at tage stille og roligt i halsbåndet og holde hende væk fra tæerne indtil hun falder ned igen. Du må gerne bruge et 'nej'ord, hvis du har et hun normalt reagerer på, men sig det bare stille og roligt.
Når hun er kontaktbar igen, skal du tælle til 5 og så kan du bede hende om at sætte sig og give hende en godbid for det.
Gå evt. med sko på i en periode indtil det bliver bedre og de nye vaner begynder at blive indlært. Så gør det ikke så ondt, hvis hun falder tilbage i sit gamle mønster.

Held og lykke :o)

Med venlige hilsner
Line og Tore
Alpha Hundeadfærdscenter

 Tilbage til brevkassen