af: Per Lau Jensen

Udgivet 27/02-2010 17:43

 

 

Her for lidt siden havde jeg åbnet køkkenlågen til schæferens skab. Eller til det skab, hvor schæferens griseører og alt den slags ligger. Der gik omkring et halvt tusindedele af et sekund, så stod schæferen ved siden af mig. Og jeg skulle bare have mine sødetabletter, der står i samme skab.
Jeg sukkede og pegede med fingeren ud i luften mod stuen. Schæferen bakkede og bakkede med blikket stift rettet mod skabet. Derfor bakkede han lige ind i køleskabet.
”Hallo!”
”Ja, ja, jeg mistede lige orienteringen,” indvendte han med øjnene.
”Ligesom forleden da du faldt ned ad trappen?”
Så kikkede han bare væk og ignorerede mig.
 
Jeg har også benyttet enhver lejlighed de seneste dage til at vende tilbage til hans pinlige optrin ude på den udvendige trappe. Schæferen bryder sig ikke om, at jeg bringer det på bane hele tiden.
 
For kort tid siden var vi væk fra krageslottet her i nogle dage. I den periode sneede det en del. Samtidig må vind og vejr være gået op i en uheldig enhed, for da vi kom hjem, lå der 20 cm sne på den udvendige trappe, hvoraf de nederste 10 cm var frosset til is.
Da jeg vurderede, at det formentlig ville kræve dieseldrevet udstyr at rydde trappen, så lod jeg i første omgang være.
 
Næste morgen, da jeg havde været ude med schæferen, så han kunne gøre, hvad sådan nogle nu skal gøre om morgenen, så efterlod jeg ham på verandaen på toppen af trappen. Jeg fastgjorde snoren til en krummelure øverst på smedejernsrækværket.
 
Så gik jeg ud for at skovle sne i indkørslen. Bølleschæferen har det med at gå ud på det første eller andet trin på trappen i den slags situationer. Han ved godt, at han ikke må, og han bliver altid sendt tilbage, når jeg opdager det.
 
På et tidspunkt hørte jeg schæferen pive og kikkede op. Han lå nu nede for enden ad trappen. Snoren var strammet helt ud oppe fra toppen af rækværket og trak i halsbåndet, som uheldigt nok var sådan et klik- eller kvælerhalsbånd, og tillige var snoren snoet omkring mindst et bag- og forben, som begge blev trukket helt ind til kroppen. Han kunne overhovedet ikke røre sig.
 
Jeg satte naturligvis ny olympisk rekord i femten meter løb. Man bliver jo nervøs for brækkede ben og andre skader. Samtidig sagde jeg til mig selv, at jeg indvendigt skulle være rolig og afbalanceret, så jeg ikke påvirkede schæferen uheldigt. Ingen ønsker at en 40 kg hund går i panik i dén situation.
 
Jeg fik hurtigt klikket snoren af halsbåndet. Og schæferen var ikke kommet til skade. Han havde sikkert bevæget sig ud på trappen og var så gledet hele vejen ned. Han skyndte sig schæferslukøret op på verandaen igen. Og stod derefter og så ud som om intet var sket.
 
Men så let skal han jo ikke slippe. Jeg har tænkt mig at håne ham mindst et par uger endnu.

af: Lillian Kyed

d. 27/02-2010 19:38

af: Per Lau Jensen

d. 28/02-2010 10:37