Hjemmerøveri - eller schæferen og resterne af en fyldningsdør

af: Per Lau Jensen
Udgivet 02/12-2009 22:22

af Per Lau Jensen (www.perlaujensen.dk). Flere indlæg og fotos findes på www.dagemedenschaefer.blogspot.com)

 

Det var en nat i sidste uge, klokken var fire, fandt jeg senere ud af.

 

Jeg sov, da soveværelsesdøren blev sparket ind og stadig liggende i sengen, fik jeg et hårdt slag over knæet med et boldtræ.

Jeg trillede til venstre, ud over sengekanten, greb pebersprayen på nederste hylde i natbordet og lavede et forlæns rullefald, så godt jeg nu huskede øvelsen, hen over gulvet. Da jeg kom på benene i den modsatte ende af soveværelset, sendte jeg en pebertåge i vifteform ud i mørket.

 

Der var helt stille.

 

Øjeblikket efter hørte jeg voldsom larm op ad trappen. Så bragede schæferen ind ad døren uden at åbne den først. Det var ellers sådan en pæn fyldningsdør.

Hunde ser fire-fem gange bedre end os mennesker i mørke, så schæferen stoppede lige indenfor døren og brød sammen af grin.

 

Jeg fik tændt lyset og taget et overblik. Den ene af de høje, tunge skabsdøre lå hen over gulvet og op i fodenden af sengen. Det ene af de tre hængsler havde længe været i stykker, og på det seneste havde den tillige hængt lidt løst i de to andre. Jeg havde ikke fået gjort noget ved det, man har jo så meget.

Men nu havde de to resterende hængsler altså givet op. Skabsdøren havde mistet balancen ud i rummet, var faldet med et voldsomt brag og den øverste kant havde ramt i mit knæ i sengen. Det havde startet et splitsekund af en drøm, inden jeg vågnede.

 

Jeg skal hilse og sige, at man føler sig lidt dum, når man har tømt en halv peberspray mod en angribende skabsdør i sit eget soveværelse, mens en schæfer står i resterne af en fyldningsdør og sprutter af grin.

 

 

 

NB: Jeg bor i Sverige, hvor overfalds- og peberspray er lovlige uden våbentilladelse. Peberspray er en del af min udrustning, når jeg fluefisker i bjørnerige områder.

 

 

Tags: Dage med en schæfer

4 kommentarer

af: Lillian Kyed
d. 03/12-2009 11:55

Ak ja, man kan blive angrebet fra alle sider. Selv af en skabsdør, men godt du var bevæbnet, så døren ikke kunne lave et nyt angreb!! Hils din grinende schæfer.

af: Gitte og Uldtotterne
d. 03/12-2009 11:58

Endnu en gang ruller man rundt på gulvet af grin over et indlæg fra din side - tak for god underholdning :-D
Glæder mig til forhåbentlig at få din roman i julegave og håber så på at din herlige humor også skinner igennem der!
Potedask fra
Gitte og Uldtotterne

af: Per Lau Jensen
d. 04/12-2009 10:01

Tak for jeres kommentarer. Schæferen griner stadig. Og i går, da vi var nede i den aflukkede hundepark, stod han ovre i fjerneste hjørne og talte længe med labradoren fra Lökvägen. Jeg er sikker på, at jeg hørte dem grine. Schæferen har sikkert fortalt det hele. Og det er en kendt sag her, at når først den sladre-lab har fået historien, så ved alle byens hunde det indenfor et døgn.

Jeg havde ellers håbet, at det kunne blive imellem os ...

vh. Per

af: Anne andersen
d. 15/02-2010 12:20

Jeg er sikker på at det ville blive alletiders mest morsomme bog hvis du bare samlede dine blogs om Schæferen hi hi det skulle du virkelig overveje :)

Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.

Klik her for at logge ind og skrive en kommentar.

Tags

Hund hvalpe hunde Kamphunde Dage med en schæfer jagt jack Russell dyr larm mennesker At "lege" ved helt grtis hjemmeside Uldtotternes Univers Dogcamp hundens Tarv træning mus tapet Jack farvel terrier strand vandhund Lillian Kyed Facebook Gipote.dk corgi trænning hvalp hunderace muskelhunde gode muskelhunde loke Hunda Sverige campingtur hundetræf Odense små hunde norwich HUNDELEG! tag hundeskilt hundetag hundetegn amager københavn hundetræning drægtig charmerende køn dygtig triks sne schæfer legetøj hund smart ottosson føde bevægelser dievorter hvalpekøbere stumphalede korthalede dansk svansk gårdhunde diegivende internet ferie med hund privat ferielejlighed i Vejle www.hundedagplejen4ben.dk FORBUD 13 HUNDERACER fødsel dansksvensk gårdhund trygge nysgerrige opblødt foder ella en skibshund Carina Andersen fældning thailand ferie Agility hundesport hundeferie sort spids spiser sin egen lo.... Hundelov lov Aldrig Hundens Skyld! salg guldklumper labrador Reklame-jack russell terrier-just a gigolo-hundestjerne justenborg besøgsven plejehjem
Rescuedog.dk

Fortæl en ven om Gipote.dk

Luk annoncen