af: Per Lau Jensen

Udgivet 15/10-2009 14:46

 

 

 

 

At have hund er en farlig sportsgren. Jeg har ondt i ryggen på anden uge nu.

Hver dag ved frokosttid så går vi en tur i skoven, ud på marken eller ned til den indhegnede ”hundpark”. Under alle omstændigheder et sted hvor schæferen kan løbe frit uden snor, så han kan få sin motion og få brugt sin energi.

En af hans store fornøjelser er, når jeg kaster en pind, som han skal hente. Nogen gange har jeg i stedet taget en eller anden af hans plastikting med snor i med. Så kaster vi med den i stedet. Når han har hentet den, så løber han i høj hastighed tilbage og tæt forbi mig. Derefter tager han et par æresrunder, indtil han ender foran mig og afleverer plastiktingen/pinden til et nyt kast.

For lidt over en uge siden, da vi var på besøg i Danmark, var vi ved frokosttid ude på et nyudstykket område, hvor vejene var anlagt; men parcellerne lå stadig hen som mark. Jeg kastede en plastikting ind over markerne, og schæferen spurtede af sted. Det var tredje eller fjerde gang, jeg kastede, schæferen var stadig fuld af energi. Han hentede plastiksagen og havde vel 25-30 meter at accelerere tilbage på. Han drønede mod mig, jeg stod på vejen med sådan en belægning af små fliser.

Om jeg bevægede mig, og dermed forvirrede schæferen, husker jeg faktisk ikke, det kan meget vel have været min egen skyld. I hvert fald ændrede schæfer-ekspressen mening sådan cirka 1½ meter før mig og forsøgte at skifte retning for at løbe højre om i stedet for venstre om.
Hans poter skred på fliseunderlaget, og han fik kun ændret retning med halvdelen af det nødvendige og styrede lige imod mig.

Jeg er ikke sådan at flytte, jeg vejer på den tunge side af 90 kg med vindjakken på; men 40 kg veltrænede schæfermuskler og hårde schæferknogler i en ukontrolleret nødlanding kan formentlig lave hul i en kampvogn. Schæferen ramte mig med høj hastighed, jeg fløj op i luften og landede et øjeblik efter. Desværre så uheldigt, at jeg landede på schæferen. Jeg kunne mærke hans ene forben under min ryg, og han hylede højt. I det øjeblik blev jeg naturligvis frygtelig bange for et brækket schæferben.

Jeg trillede rundt på vejen, mærkede en ubehagelig smerte i ryggen og lå stille. Men så bemærkede jeg schæferen, som stod og støttede på tre ben, mens han peb. Så kom jeg op i en fart, huskede ikke at ynke ham eller vise medlidenhed, men var selvfølgelig voldsomt bekymret.

Efter et par minutter begyndte han heldigvis at støtte på alle fire ben igen og gik uden at halte. Jeg åndede lettet op. Men han ignorerede sin plastikting og stod i stedet længe tæt op ad mig.
”Undskyld”, sagde hans øjne vist.

Et par minutter efter gik det op for mig, hvor ondt jeg egentlig havde i ryggen. Og det har jeg stadig. Men hellere mig end schæferen – og sådan har de fleste hundeejere det vel.

af: Gitte og Uldtotterne

d. 16/10-2009 09:40

af: Gipote.dk Admin

d. 16/10-2009 10:47

af: Per Lau Jensen

d. 16/10-2009 11:09

af: Nanna Pedersen

d. 16/10-2009 12:01

af: Lonni Jølmark

d. 16/10-2009 12:07

af: Per Lau Jensen

d. 19/10-2009 08:41

af: Kaj Lauritzen

d. 03/11-2009 12:28