Da Muffin blev bange for fyrværkeri og løb væk hjemmefra

Tirsdag den 28/12-2010 kl. 17:00 legede vores to skønne Welsh Springer Spaniels Muffin (7 mdr) og Cookie (21 mdr) i forhaven – imens jeg gik foran hegnet og ryddede fortorvet for sne.

Pludselig blev der fyret et batteri af raketter af en vej væk fra vores – jeg hørte hundene gø lige bag mig, og jeg vendte mig for at se hvordan de reagerede på fyrværkeriet. Cookie stod med forpoterne på lågen og kiggede mod mig, men jeg kunne ikke se Muffin.

Jeg kaldte, men hun kom ikke…mystisk…..vores forhave er ikke større og mere tilplantet end at man kan se alt – men jeg kunne bare ikke se min lille hund.

Jeg blev helt forvirret og tænkte, den måtte være løbet indenfor – men syntes samtidig at jeg bestemt havde lukket døren efter mig. Jeg kaldte igen, stadig ingen hund????

Jeg tog Cookie i snor og gik ud på vejen for at se om hun skulle være sprunget over hegnet, uden at jeg havde set det. Hvilket jeg ellers troede ville være umuligt, eftersom jeg stod ikke mere end 3 meter fra hegnet.

Ingen Muffin at se – jeg gik en lille runde i kvarteret og forsøgte at få Cookie til at finde Muffin – men det var ikke nogen stor hjælp. Derfor gik jeg tilbage igen – i håb om at Muffin var vendt tilbage til forhaven. Men ak, stadig ingen hund.

Cookie blev ført ind i huset og jeg begyndte at søge endnu mere efter Muffin – spurgte naboen og hun kunne være kommet ind i deres have – og fik lov til selv at se efter – ingen spor efter hende. Jeg gik rundt i kvarteret, i stadig større radius og ledte – samtidig begyndte mit hjerte at banke panisk og jeg kunne mærke panikken brede sig…og bryde ud som stille gråd.

Nogle børn fra vejen gik ligeledes rundt for at finde hende – men der gik lang tid før vi så et glimt af hende – hvilket lettede min bekymring for et stykke tid. Der skete nemlig det at vores lokale byggemarked havde demo af deres fyrværkeri og derfor fyrede krudt af i en hel time. Efter 2 timer ringede jeg til Politiet og lavede en formel efterlysning.

Naboerne gik med ud og ledte og vi fortsatte til kl. 23:30 – hvor vi blev enige om at holde, så vi kunne hvile vores ben og få noget at spise. Cookie var helt ude af den – hvor var hendes lillesøster og hvorfor gik vi hele tiden og kaldte udenfor?

Vi nøjes med at have starinlys tændt, så vi lettere kunne se ud i mørket – persiennerne var trukket helt op – og havelågen stod åben. Vi sad så i vores stue godt udmattede og jeg skiftevis slumrede og kiggede ud af vinduerne mens jeg tudede.

Næste morgen kl. 5:30 gik jeg atter rundt i kvarteret for at lede – men så ingen hund – og det var bidende koldt og rimtågen gjorde det nærmest umuligt at se. Jeg gik tilbage for at spise noget morgenmad, lave efterlysningsplakater og efterlyse hende alverdens steder på Facebook og radio og TV stationer. Jeg sendte besked til vores store børn og flere venner for at bede dem komme og hjælpe os med eftersøgningen. Ringede endnu engang til Politiet for at sikre mig at de ikke havde fundet hende – uden at give os besked.

Jeg skyndte mig ned i byen og satte plakater op hos bageren, på tanken og i supermarkeder og på stationen – jo flere, der vidste at der blev ledt efter vores hund, jo bedre.

Venner og børn kom til og vi intensiverede eftersøgningen – nu var det blevet lyst – og vi kunne finde fodspor i sneen på marken – de førte til vores naboby – her søgte vi så i lang tid.

Andre gik rundt på villavejene og ringede på dørklokker og fortalte at vores hund var blevet væk – vi spurgte om de havde set den og om de ville tjekke deres skure, carporte, overdækkede terasser osv.

Ind imellem mådte vi hjem for at få varmen og lidt at drikke – vi printede flere plakater og blev enige om at nu måtte vi hænge dem op så mange steder som muligt eftersom kl nu var 15:00.

Min mand og en god ven kørte til nabobyen for at hænge dem op der – på vejen mødte de en gruppe jægere som havde været på jagt hele morgenen – de havde set Muffin ude ved deres jagthytte – og mente at vi skulle tage derud og søge.

Det gjorde vi så – min mand gik hen og ringede på døren til det hus hvor de havde parkeret bilerne – og damen som boede der fortalte at hun også havde set den.

Hverken hun eller jægerne var lykkedes med at få fat i den.

Damen viste dem i den rigtige retning til jagthytten, og misanten om de ikke fandt spor i sneen…de fulgte dem og kaldte forsigtigt på Muffin – ingen hund – de gik længere ud på marken og sporene førte hen mod et bilvrag….hvad var det der lå under bilen…var det…ja, det var lille Muffin ♥

Min mand kaldte, men hun rørte sig ikke…han lagde sig helt ned på maven i sneen og kaldte forsigtigt – og endelig kom hun frem. Hun rystede at angst og kulde – så hun blev straks pakket ind i en varm jakke og båret hen i bilen. Vi andre kørte straks derud da vi havde hørt at hun var fundet og vi skiftevis grinte af glæde og græd af frygt.

Muffin sad på bagsædet og logrede da hun fik øje på os – jeg tudede igen…alle min frygtelige tanker skulle jages bort…og jeg skulle forstå at hun rent faktisk var fundet og i god behold.

Da vi kom hjem til Cookie med Muffin var der stor gensynsglæde og de fjollede rundt i lang tid.

Vi var trætte og glade – lykkelige, følte at der var sket et mirakel.

 

3 kommentarer

---

Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.

Klik her for at logge ind og skrive en kommentar.